Natur og Miljø
Nu skal der være styr på affaldet
Det haster med at skabe mærkbare miljøforbedringer - selvstyret og Kommune Kujalleq har indgået hensigtserklæring om affald
Affald i gaderne, forurenende dumpe og alt for mange forbrændingsanlæg, der ikke fungerer. Det er nogle af de mange og store udfordringer på miljøområdet.
Men nu tages kampen op.
Således underskrev naalakkersuisoq for miljø og natur Kim Kielsen fra Siumut og Jørgen Wæver Johansen, Siumut-borgmester i Kommune Kujalleq, mandag en politisk hensigtserklæring, som skal bane vejen for en mere forsvarlig affaldshåndtering i kommunerne.
Hensigtserklæringen skal resultere i oprydning af dumpe og etablering af forsvarlige forbrændingsløsninger i Kommune Kujalleq, hvorefter erfaringerne fra samarbejdet skal danne grundlag for en mere tidssvarende og forsvarlig affaldshåndtering i hele landet.
Det haster med at skabe miljøforbedringer
- Affaldshåndteringen er et kommunalt ansvarsområde, men kommunerne skal ikke stå alene med den store opgave, og jeg kan ikke acceptere, at der med fare for sundhed og helbred, foretages åben afbrænding ganske tæt på befolkningen. Vi har i mine øjne en unik natur, og den skal vi værne om. Af hensyn til vores sundhed og natur haster det altså med at skabe mærkbare miljøforbedringer, siger naalakkersuisoq for miljø og natur Kim Kielsen ifølge en pressemeddelelse fra selvstyret.
Hensigtserklæringen fokuserer på konkrete og praktiske initiativer til at forbedre affaldshåndteringen i by og bygd.
Siden Kim Kielsen overtog posten som naalakkersuisoq for miljø og natur i november 2013, er der arbejdet intenst med igangsættelse af konkrete projekter inden for affaldshåndtering. Dette arbejde er blandt andet sket i tæt dialog med Kanukoka.