Nordisk Råd

Nordiske ledere: Russisk fremfærd forringer sikkerheden

De nordiske og baltiske lande har diskuteret forholdet til Rusland i forbindelse med Nordisk Råds møde

De nordiske og baltiske lande har diskuteret forholdet til Rusland i forbindelse med Nordisk Råds møde
Offentliggjort

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødte onsdag de øvrige stats- og regeringsledere fra de nordiske og baltiske lande i København.

Et af de centrale emner på dagsordenen var forholdet til Rusland. Især de baltiske lande er nervøse for Ruslands ageren, og de får et rygstød fra de nordiske statsministre på mødet.

- Vi står over for en forværret sikkerhedssituation i regionen. Rusland indtager en mere aggressiv rolle, siger Lars Løkke Rasmussen, der ledte mødet i Danmark.

Den danske statsminister henviste til, at Nato på sommerens topmøde i den polske hovedstad, Warszawa, sendte "et klart signal om solidaritet".

- Danmark og andre lande deltager i en fremskudt Nato-styrke i de baltiske lande for at adressere situationen. På samme tid er Nato klar til dialog med Rusland, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han modtager opbakning fra sine syv kolleger samlet på en lang række i Statsministeriet under pressemødet.

Vi kan ikke have en verden, hvor de store lande bestemmer over de små, siger den norske statsminister, Erna Solberg.

- Det er vigtigt, at vi stå sammen om, at lande ikke kan gå imod international lov.

- Det er vigtigt at stå fast og holde fast i sanktionerne. Som vi talte om på mødet, er der forskel på de spændinger, man føler i de baltiske lande og den spænding, vi føler i Norden, siger hun.

Så længe Rusland ikke implementerer Minsk-aftalen, en våbenhvile fra februar sidste år, skal EU's økonomiske sanktioner mod Rusland fortsætte, siger den svenske statsminister, Stefan Löfven.

- Rusland udfordrer - og det er vigtigt at understrege - den europæiske sikkerhed, og vi må bevare en fælles front inden for Den Europæiske Union.

- I det lange løb er det bedste, vi kan gøre, at udvikle fælles sikkerhed i vores nabolag, det er en opgave for alle vores ledere, siger Stefan Löfven.

Møderne mellem de nordiske og baltiske ledere bliver normalt ikke brugt til at træffe nye beslutninger, men til en uformel drøftelse af centrale emner.

Ud over forholdet til Rusland har statsministrene diskuteret situationen i EU efter Storbritanniens exit-beslutning. Samtidig har migration og grænsekontrol været på bordet.

Det lå også indirekte i statsministerens udtalelser, at EU efter et tumultarisk år med migrationskrise og Storbritanniens exit nu skal fokusere mere på befolkningens behov.

- Alle samfund er berørt af migrationskrisen.

- EU skal levere det, som befolkningen ønsker på sikkerhed og migration og på job og vækst, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS