Efter KNR-brøler

Nick Nielsen: Min opgave er at overvåge

Naalakkersuisoq Nick Nielsen forstår ikke kritikken fra journalistforbundets formand om hans indblanding i KNR-sagen

Naalakkersuisoq Nick Nielsen vil ikke blande sig i journalisternes arbejde, men vil overvåge medier
Offentliggjort

Tidligere på måneden kom den nu tidligere webredaktør i KNR, Peter Troelsen, til at sende en mail til Nikku Olsen, formand for Partii Inuit, hvor han sammenlignede ham med Adolf, som Nikku Olsen ikke er i tvivl om er en sammenligning med Hitler. Nikku Olsen videresendte efterfølgende mailen til Naalakkersuisut, partierne og pressen.

Ledelsen reagerede ved omgående at fyre ham og samme dag krævede naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut en en redegørelse fra KNR-bestyrelsen om hele hændelsen.

Formand for medieforbundet, Tusagassiuinermik Sulisut Peqatigiiffiat, TP, Mariia Simonsen, kritiserede Nick Nielsen for at blande sig i sagen.

- Naalakkersuisut skal helst undgå at blande sig i virksomheder. De har givet KNRs bestyrelse ansvaret for at administrere, og bestyrelsens arbejde er noget, som en minister bør respektere, sagde Mariia Simonsen til printavisen Sermitsiaq i sidste uge.

Nick Nielsen tager kritikken til sig, men siger, at det er hans opgave som minister at blande sig.

- Jeg ved godt, at jeg ikke skal blande mig i journalisternes arbejde. Men det er min opgave som naalakkersuisoq at føre tilsyn og overvåge, om medieansvarsloven bliver overholdt. Det er min vigtigste opgave, fordi KNR hører under selvstyret, siger Nick Nielsen.

Læs alle artikler om KNR her

Læs mere om Nick Nielsens svar på kritikken fra medieforbundet i Sermitsiaq nr. 8, som du kan hente for neden

Powered by Labrador CMS