KNR

Nick Nielsen: Derfor er jeg skeptisk

Det kan både blive et økonomisk mareridt og gå ud over den journalistiske kvalitet, hvis KNR bliver omdannet til en selvejende institution, mener naalakkersuisoq Nick Nielsen fra Siumut

Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut
Offentliggjort

Grønlands public service-station skal ikke omdannes til en selvejende institution.

Sådan fastslår naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut:

- Jeg er skeptisk overfor at gøre KNR til en selvejende institution, primært af økonomiske årsager. Såfremt en institution skal være selvejende, betyder det i min optik også, at man i al væsentlighed kapper de økonomiske bånd, der binder institutionen til selvstyret.

- Konkret ville det betyde, at de ekstraordinære omkostninger, KNR eksempelvis har haft i forbindelse med flytning og lokaleleje på baggrund af skimmelsvamp, ville skulle være finansieret af KNR selv som institution i stedet for af selvstyret. En sådan konstruktion ville derfor have lagt et voldsomt pres på KNR’s økonomi, som også ville slå igennem i den journalistiske kvalitet og måske ligefrem true virksomhedens eksistens, skriver Nick Nielsen i en pressemeddelelse.

Læs "Mimi: Du har farlig diktatorisk tankegang, Nick"

Læs "Nick Nielsen: Derfor vil vi ændre KNRs bestyrelse"

Læs "Naalakkersuisut vil have mere magt over KNR"

Sammensætning af bestyrelse
I dag består KNR's bestyrelse af syv medlemmer, hvoraf to er udpeget af Naalakkersuisut. Det ene medlem er formand for bestyrelsen.

Magtbalancen bliver dog væsentligt ændret til Naalakkersuisuts fordel, såfremt Naalakkersuisut på forårssamlingen får vedtaget sit lovforslag, som lægger op til ændring af sammensætningen af bestyrelsesmedlemmer i public service-stationen.

Hvis lovforlaget bliver vedtaget, vil der fremover være fem bestyrelsesmedlemmer, hvoraf fire er udpeget af Naalakkersuisut.

- Men også i tilfælde af et eventuelt selveje på et tidspunkt, vil der skulle tages stilling til, hvordan udpegelse til virksomhedens bestyrelse skulle finde sted, påpeger Nick Nielsen.

Læs alle artikler om KNR her

Powered by Labrador CMS