Nuuk
Nationalteatret har premiere på danseteaterstykke
Onsdag og torsdag i denne uge vises danseteaterstykket ’Mikiseq’ i Katuaq i Nuuk
Folk i Nuuk har onsdag og torsdag i denne uge mulighed for at overvære Nunatta Isiginnaartitsisarfia - Grønlands Nationalteaters nye danseteaterstykke ’Mikiseq’.
Således er der i aften klokken 19.30 premiere i kulturhuset Katuaq.
- Historien om ’Mikiseq’ er en sanselig fortælling understøttet af ny-komponeret musik og dans. Med den underliggende fortællerstemme forenes sanseindtrykkene til en helhedsoplevelse for publikum, skriver Nationalteatret.
- Historien fortælles af Mikiseq. Mikiseq er et pseudonym for at beskytte fortælleren og hendes familie. Mikiseq beretter om det at vokse op i en selvmordsramt familie med misbrug af alkohol og megen vold. Mikiseq har den nødvendige råstyrke til at gennemstå sin traumatiske barndom og ungdom for sidenhen at få en god uddannelse og skabe sig et liv som en god mor og er nu en resursefuld og velfungerende borger i et moderne Grønland, lyder det videre i foromtalen af danseteaterstykket ’Mikiseq’.
Mikiseq-holdet:
- Koreograf: Ruth Montgomery-Andersen
- danser 1: Marion Parinello
- danser 2: Leopoldo Guadagno
- danser 3: Alexander Montgomery-Andersen
- scenograf: Siri Langdalen
- scenografiassistent: Camilla Nielsen
- komponist: Benjamin Mørk
- instruktør/dramaturg: Svenn B. Syrin
- produktionsleder: Mia Bredsdorff