rigsfællesskabet
Naalakkersuisut stadig uenig med regeringen
Naalakkersuisut fremhæver to områder i statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet
Intet nyt under solen.
Og så alligevel. Lidt.
Sådan fristes man til at skrive efter tirsdagens forespørgselsdebat om status i rigsfællesskabet, som fandt sted i Folketinget.
Det sker i forbindelse med statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet. En redegørelse, som skal til afstemning i Folketinget 6. maj.
Naalakkersuisut er på mange områder tilfreds med indholdet, men hæfter sig - ikke uventet - ved afsnittet om storskalaloven og sjældne jordarter.
I redegørelsen af statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, står der blandt andet:
’Det er regeringens opfattelse, at et fåtal af andre råstoffer end uran også kan have udenrigs-, forsvars- eller sikkerhedspolitiske aspekter - afhængig af forholdene vedrørende det enkelte råstof/råstofprojekt. Det gælder fx sjældne jordarters metaller. Også her vil regeringen lægge vægt på samarbejde og informationsudveksling mellem de danske og grønlandske myndigheder for bl.a. at kunne sikre varetagelse af Kongerigets samlede udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser'.
Læs: Sara Olsvig: Her går rigsfællesskabet skævt
Læs: Doris: Rigsfællesskabet er vores bedste ramme
Naalakkersuisut: Uheldigt
Men den opfattelse falder ikke i god jord hos Naalakkersuisut.
Det skriver formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut og naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut.
- Naalakkersuisut er ikke enig i denne opfattelse, og finder derfor medtagelsen af dette afsnit uheldigt. Råstofområdet blev overtaget af Grønlands Selvstyre med virkning fra den 1. januar 2010. Der er enighed mellem den danske regering og Naalakkersuisut om, at området indbefatter alle mineraler. Det betyder så samtidig, at mineraler ikke falder inden for andre sagsområder. Efter selvstyreloven afgrænses sagsområder entydigt og generelt. Der er ikke overlap mellem sagsområderne, siger Aleqa Hammond og Jens-Erik Kirkegaard.
Læs: Aleqa irriteret over statsministerens afvisninger
Støtter sig til Ole Spiermann
De fremhæver, at advokat og tidligere juraprofessor Ole Spiermann, Bruun & Hjejle, i sit ’Kompetencefordeling i forhold til sjældne jordarter i Grønland’ fra 25. april i år har slået fast, at da Grønland har den fulde kompetence på råstofområdet, så kan den danske regering ikke udøve sine udenrigspolitiske beføjelser med det formål at omgøre eller begrænse Grønlands Selvstyres lovgivende og udøvende magt inden for overtagne sagsområder såsom råstofområdet.
- Naalakkersuisut efterlever, også vedrørende de sjældne jordarter, de retlige beføjelser og forpligtigelser som selvstyreloven og de fælles grønlandsk-danske forarbejder hjemler, påpeger Aleqa Hammond og Jens-Erik Kirkegaard.
Læs statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet