Naalakkersuisoq om vaccine: Der bliver ingen tvang
Naalakkersuisut har valgt at føre kampagne for at få flere til at lade sig blive vaccineret. Fokus er at holde smittespredningen nede, beskytte yderdistrikter og personer med samfundskritiske funktioner mest muligt.
En ny kampagne fra myndighederne om, hvorfor man skal færdigvaccineres starter meget snart. Naalakkersuisoq for Sundhed forventer, at den vil køre så længe, der er behov for flere vaccinerede, og så længe det giver mening.
- Hvis ikke kampagnen hjælper, så må vi genvurdere, hvad vi kan gøre for at få flest muligt til at lad sig vaccinere. Lige nu kører vi kun på en opfordring, siger Kirsten L. Fencker til Sermitsiaq.AG.
Kiista Fencker afviser, at der kan blive tale om tvangsvaccination af borgerne.
- Det har aldrig været på tale, og det kommer det heller ikke, understreger hun.
- Vaccinen er en beskyttelse mod at blive alvorlig syg og de færdig vaccinerede smitter mindre i forhold til de uvaccinerede. Derfor er det vigtigt at få vaccineret de fleste i samfundet. Vi har restriktioner for især at beskytte befolkningen i yderdistrikterne, siger Naalakkersuisoq for Sundhed.
Restriktioner bliver ikke mindre skrappe
Selvom over 80 procent af befolkningen i Danmark er færdigvaccineret, så bliver restriktionerne generelt ikke mindre. Danmark har nemlig blandt andet valgt at lukke al værtshuse og diskoteker, mens mundbind genindføres i restauranter. Alle opfordres til at aflyse julefrokoster og opfordrer folk til at arbejde hjemme.
Naalakkersuisoq for Sundhed understreger, at restriktionerne i Grønland også er til for at beskytte medarbejdere med samfundskritiske funktioner.
- Først og fremmest har vi indført restriktionerne for at have smittespredningen på det laveste niveau. Vi skal heller ikke belaste sundhedsvæsnet, som allerede er under pres og restriktionerne er til for at beskytte for eksempel piloter, politi, pædagoger, ansatte i sundhedsvæsnet og andre med samfundskritiske funktioner, siger Kirsten L. Fencker.
Hun fortæller, at myndighederne hele tiden vurderer, hvornår der skal indføres restriktioner og hvornår det er muligt at åbne op for mere. Derfor kan hun heller ikke sige, hvornår restriktionerne bliver skærpet, da coronaudviklingen er uforudseelig.
-Vi tænker også på de erfaringer vi har, når vi skal lave restriktionerne. Hvis vi ikke samarbejder med befolkningen kan spredningen være ustoppelig. Vi laver restriktioner for at beskytte yderdistrikterne, og vi ved allerede at corona kan sprede sig i forsamlinger. Derfor er vaccination meget vigtig, forklarer Naalakkersuisoq for Sundhed.
67 procent af befolkningen er færdig vaccineret, mens 71 procent af befolkningen har fået den 1. vaccine. Du kan se vaccinationsprogrammet her.