Moskus-sag kan koste jagtbevis og bøde

Politiet efterforsker fortsat sagen om de døde og efterladte moskus omkring Upernavik. Både politi og departement anser sagen som meget grov, og gerningsmændene kan se frem til en bøde samt fratagelse af jagtbevis.

Arkivfoto
Offentliggjort

Departement for Fangst og Fisker oplyser i en pressemeddelelse, at man fortsat søger vidner i sagen om de døde og efterladte moskus ved Upernavik, og at sagen kan koste de skyldige jægere deres jagtbevis samt ende med en bøde.

- Departementet og GFLK betragter sagen om nedslagtning af moskusokser på Sigguk som meget alvorlig. Der er blevet fundet nedslagtede moskusokser følgende tre steder i den sydlige del af Sigguk: Arfertuarsuk, som man kommer til fra Uummanaq-kanten samt Millorfik og Amitsoq, som man kommer til fra Upernavik-kanten. Der er på disse tre steder samlet set blevet fundet op mod 20 nedslagtede moskusokser, Skriver Departementet.

Politiet oplyser til Sermitsiaq.AG, at de fortsat går ud fra, at der er tale om op mod 30 dyr ud fra vidneforklaringer og anmeldelse.

- Vi har fået en del henvendelser i løbet af weekenden, som vi er i gang med at undersøge. Vi vil fortsat gerne i forbindelse med vidner, der har været i området omkring Sigguk i perioden 23. juli til 5. august, lyder det fra Grønlands Politi.

Kun få har licenser

Politiet understreger, at det i kraft af sagens grove karakter er vigtigt at få efterforsket sagen til bunds.

Departementet oplyser, at moskusokserne på Sigguk antalsmæssigt ikke er mange, og at den årlige kalveproduktion er begrænset. Derfor er der begrænset kvote og licenser fordeles efter ansøgning og lodtrækning.

- Det er kun personer, der efter lodtrækning er blevet tildelt licenser til moskusoksefangst, der må fange moskusokser og der må kun fanges én moskusokse pr. person. Nedslagtningen af moskusokser på Sigguk er en alvorlig overtrædelse, der kan få konsekvenser i form af bøde, konfiskation og endda inddragelse af fangstbevis, skriver Departement for Fangst og Fiskeri i en pressemddelelse.

Powered by Labrador CMS