USA

Mistænkt i bombesag er anholdt i USA

De amerikanske efterforskere har pejlet sig frem til en 28-årig mand, der sættes i forbindelse med bomben i New York lørdag. Manden er anholdt

De amerikanske efterforskere har pejlet sig frem til en 28-årig mand, der sættes i forbindelse med bomben i New York lørdag. Manden er anholdt
Offentliggjort

Politiet i New Jersey anholdt mandag ved 17-tiden dansk tid en mand, der har været eftersøgt i forbindelse med den eksplosion, der lørdag aften sårede 29 mennesker i kvarteret Chelsea i New York, USA.

Manden er den 28-årige Ahmad Khan Rahami, en amerikaner af afghansk afstamning.

Ifølge de internationale nyhedsbureauer blev han anholdt i Linden i New Jersey og er nu i politiets varetægt.

Det skete blot nogle timer efter, at FBI udsendte fotos af ham og efterlyste ham.

Det er ikke umiddelbart klart, hvilken sammenhæng han har med bomben, men to unavngivne embedsmænd sagde til Reuters, at amerikanske efterforskere mener, at der er flere personer involveret i bombeangrebet i New York.

Myndighederne har endnu ikke noget særligt klart billede af, hvem de medsammensvorne kan være, tilføjede kilderne.

Ved eksplosionen lørdag aften i det forholdsvist velhavende Chelsea blev 29 mennesker såret. Glasruder blev knust, og metalstykker fløj gennem luften, skriver The New York Times.

En anden bombe blev fundet af politiet fire blokke derfra. Den blev uskadeliggjort af myndighederne.

Men der har været flere bomber - eller mistænkte bomber.

Læs: New Yorks politi efterlyser 28 årig efter eksplosion

Politiet detonerede tidligt mandag en mistænkelig pakke nær en station i byen Elizabeth i New Jersey. Politiet frygtede, at der var flere rørbomber i pakken, som blev sprængt af en robot.

Sikkerhedskilder i den amerikanske regering siger til Reuters, at myndighederne mener, at der er en sammenhæng mellem bomben i bydelen Chelsea og de op mod seks formodede rørbomber, der er fundet i Elizabeth.

Politiet i New Jersey sagde tidligere ifølge nyhedsbureauet AFP, at Ahmad Khan Rahami også var eftersøgt i New Jersey i forbindelse med en eksplosion i lørdags i New Jersey.

New Yorks antiterrorenhed og forbundspolitiet, FBI, deltager i efterforskningen af angrebet i den amerikanske storby, hvor sikkerheden er skruet i vejret, som CNN påpeger.

Bombesituationen er eskaleret samtidig med, at FN holder sin årlige generalforsamling i sit hovedkvarter i New York.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS