Fokusområder
Ministerrokade flyttede Grønlands-møde
Da Karen Hækkerup, S, overrakte Annette Vilhelmsen, SF, Socialministeriet fulgte der også grønlandske flag med
Den nu tidligere socialminister Karen Hækkerup (S) havde i de knapt to år hun var socialminister arbejdet fokuseret med de særlig socialt udsatte i Danmark og havde også et stærkt fokus på grønlandske børn og sagen om juridiske faderløse i Grønland.
Under fredagens overrækkelse af Socialministeriet til Annette Vilhelmsen, SF, havde Karen Hækkerup grønlandske flag med til den nye socialminister. De små flag var indkøbt til mødet mandag, hvor socialministeren og medlem af Naalakkersuisut for sundhed Steen Lynge skulle have mødtes.
– Men mødet er nu aflyst, og vi ved ikke, hvornår mødet skal afholdes, oplyser Socialministeriets pressemedarbejder til Sermitsiaq.AG.
Overdragelsen af ministeriet var en stærk oplevelse. Karen Hækkerup var grådkvalt, da hun overrakte ministeriet.
- Jeg har brændt for at være her, sagde hun og holdte så en kort pause for at samle sig.
- Men jeg vil også komme til at brænde for det nye, for det handler om at gøre en forskel. Det gør det for mig, og det ved jeg, det også gør for dig, sagde hun henvendt til Annette Vilhelmsen, skriver Politiken.
Medlem af Folketinget for Siumut Doris Jakobsen, Siumut, håber på, at Annette Vilhelmsen vil bevare fokus på socialt udsatte grønlændere i Danmark.
- Vi håber naturligvis, at den nye socialminister, Anette Wilhelmsen, vil være med til at fastholde det stærke fokus på udsatte grønlændere i Danmark, som vi har opnået med Karen Hækkerup, siger Doris Jakobsen kort om overrækkelsen.