søkort

Minister fortryder ikke udflytning af Geodatastyrelse

Selvom produktionen af digitale søkort til Sydgrønland er gået i stå, så fortryder klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) ikke, at han flyttede Geodatastyrelsen til Aalborg.

Offentliggjort

Produktionen af de sidste 41 søkort til Sydvestgrønland har ligget stille i 2016 og kommer også til at gøre det i år.

Hvorvidt der bliver produceret et eneste søkort i 2018 er fortsat uklart.

- Jeg håber det, men jeg kan ikke sidde og garantere det, sagde klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) under dagens samråd i Folketingets grønlandsudvalg.

Kritiske spørgsmål om søkort

Ville gøre det igen
Produktionen af søkortene gik i stå, efter Geodatastyrelsen flyttede til Aalborg. 14 ud af 15 medarbejdere på området sagde nemlig op.

Alligevel fastholdt Lars Christian Lilleholt (V) under dagens samråd, at udflytningen var en god idé.

- Jeg fortryder ikke udflytningen af Geodatastyrelsen, fastslog Lars Christian Lilleholt (V) hele to gange under samrådet og fastholdt, at han ville gøre det igen.

Tidligere i samrådet havde han beklaget, at søkortene bliver forsinket og havde forsikret om, at det har højeste politiske prioritet, at få dem produceret hurtigst muligt.

LÆS OGSÅ: - Chokerende at man ikke har fået skik på søkortene

- Uartigt
Han kunne dog heller ikke på dagens samråd fortælle, hvornår de sidste 41 ud af 73 søkort bliver færdige. Først i slutningen af 2018 vil der overhovedet foreligge en plan for, hvornår de resterende søkort bliver produceret.

Dette er også skrevet ind i den hensigtserklæring, som han indgik med naalakkersuisoq for infrastruktur, Erik Jensen (S) i august i år.

Det fik Enhedslistens Christian Juul til at beskylde Lars Christian Lilleholt (V) for, at have solgt ‘store mængder varm luft’ til Selvstyret, hvilket han kaldt ‘uartigt’.

LÆS OGSÅ: Aftale for nye søkort - men uden tidsplan

To års oplæring
Problemet er, at det kræver omkring to års såkaldt sidemandsoplæring, inden en medarbejder er fuldt udlært i at producere disse søkort. Så selvom alle stillingerne i Geodatastyrelsen nu er besat, vil der fortsat gå tid inden medarbejderne kan arbejde på fuld kraft. Flertallet af stillingerne er besat med medarbejdere fra udlandet.

Når Lars Christian Lilleholt (V) fastholder udflytningen af samlet set 100 medarbejdere i Geodatastyrelsen som en god idé, så skyldes det, at den i hans optik skaber vækst og udvikling i Nordjylland.

Powered by Labrador CMS