Ingen særstatus
Minister afviser at give grønlændere status som nationalt mindretal
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) henviser til, at grønlændere i Danmark er danske statsborgere og derfor har de samme rettigheder
- Grønlændere i Danmark er danske statsborgere og har de samme rettigheder og krav på hjælp og støtte som alle andre danske statsborgere. Og regeringen har derfor ikke planer om at sætte en proces i gang om anerkendelse af grønlændere i Danmark som nationalt mindretal.
Det understreger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) over for KNR.
Læs: Grønlændernes beskæftigelse er på indvandrerniveau
Forslag
Dermed skyder ministeren et forslag ned fra Institut for Menneskerettigheder, der foreslår, at grønlændere – i lighed med det tyske mindretal i Danmark – får status som nationalt mindretal i henhold til Europarådets konvention på området.
Respekt
Instituttet foreslår den særlige status til grønlændere i Danmark efter offentliggørelsen af en ny rapport, hvor det fremgår, at personer med grønlandsk baggrund i vid udstrækning oplever fordomme og diskrimination fra etniske danskere. Og den særlige status vil således tydeliggøre, at den grønlandske kultur er særegen og kræver både respekt og beskyttelse blandt danskerne, mener Institut for Menneskerettigheder.
Læs: Folketingsmedlemmer efterlyser bedre integration