Sisimiut
Medgerningsmænd til Taseralik-hærværket fortsat på fri fod
Tre mænd er fortsat på fri fod efter sidste uges indbrud i og hærværk mod kulturhuset Taseralik i Sisimiut. Et hærværk, der nu vurderet til at koste op mod 100.000 kroner
Politiet i Sisimiut modtog anmeldelse om indbrud i og hærværk mod kulturhuset Taseralik onsdag den 7. januar.
Gerningsmændene havde under indbruddet sparket og ødelagt tre-fem døre med karme og det hele, og havde inde i bygningen stjålet øl og andre drikkevarer og en it-server, ligesom et pengeskab er forsøgt stjålet uden held.
Siden fredag har en 21-årig mand været tilbageholdt efter et grundlovsforhør ved kredsretten i Sisimiut for indbruddet i og hærværket mod Taseralik.
Læs: Politiet i Sisimiut efterlyser hjælp efter indbrud og hærværk
Som Sermitsiaq.AG skrev mandag har den tilbageholdte 21-årige mand oplyst, at han sammen med andre gerningsmænd i alderen 20 til 25 år havde skaffet sig adgang til Taseralik via udluftningsrummets dør, hvorefter de gennemgik kulturhuset.
Politikommissær hos politiet i Sisimiut Karl Jørgen Lennert fortæller tirsdag til Sermitsiaq.AG, at de kender til medgerningsmændenes identitet.
- Men medgerningsmændene er som sunket i jorden, siger Karl Jørgen Lennert til Sermitsiaq.AG.