Mand anholdt efter knivstikkeri

Lørdag blev en mand anholdt for at have stukket en kvinde med kniv.

Offentliggjort

Lørdag modtog Grønlands Politi anmeldelse om en alvorlig sag i Tasiilaq, fortæller vagtchef Malik Olesen.

Anmeldelsen kom lidt efter klokken 10 og gik ud på, at en kvinde var blevet udsat for et knivstikkeri.

- Sagen er blevet efterforsket som forsøg på manddrab, og lørdag eftermiddag kunne vi anholde en mand i sagen, siger Malik Olesen.

Både manden og kvinden er i 40'erne, og de har en relation til hinanden, lyder det fra vagtchefen, der ikke ønsker at komme med flere detaljer i sagen på nuværende tidspunkt.

Politiet har søndag vurderet sagen og besluttet, at manden senere i dag fremstilles i grundlovsforhør med krav om tilbageholdelse.

Kvinden vurderes søndag formiddag som værende uden for livsfare.

Powered by Labrador CMS