Løst affald tvinger helistoppet i Innaarsuit til at lukke midlertidigt
For anden gang siden april lukker helistoppet i Innaarsuit midlertidigt som følge af løst affald, som er til stor fare for sikkerheden, ifølge Mittarfeqarfiit.
Helistoppet i Innaarsuit lukker midlertidigt.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Mittarfeqarfiit.
En udfordring med ophobet løst affald på dumpen tæt ved helistoppet i Innaarsuit er årsag til, at Mittarfeqarfiit endnu en gang er nødsaget til at lukke Innaarsuit helistop midlertidigt, lyder det. Det samme skete tilbage i april.
- I Innaarsuit er dumpen desværre anlagt helt tæt ved helistoppet. Det er derfor et alvorlig flyvesikkerhedsmæssigt problem, at ting som plastikposer og andet skrald kan hvirvles op og blive fanget i helikopterens hoved- eller halerotor, forklarer driftsdirektør i Mittarfeqarfiit Niels Grosen.
Et kommunalt anliggende
Og tilføjer, at det i så fald kan forårsage en fatal ulykke.
Det har den konsekvens, at alle flyvninger til og fra helistoppet indstilles, til det løse affald er samlet sammen, og ikke længere udgør en sikkerhedsrisiko.
Helistoppet lukker med øjeblikkelig virkning fra i dag tirsdag. Det betyder blandt andet, at den næste planlagte helikopterflyvning til Innaarsuit torsdag er aflyst. Foreløbig gælder lukningen i en uge, oplyser Mittarfeqarfiit.
Avannaata Kommunia i Ilulissat og Avannaata Kommunias kontor i Upernavik er orienteret om situationen og konsekvensen. Dumpen i Innaarsuit er et kommunalt anliggende.
- Vi håber selvfølgelig, at situationen løses hurtigt muligt, så vi igen kan flyve som normalt, siger Niels Grosen.