Nuuk

Lønudbetaling sendte som altid politiet på arbejde

Læs, hvordan den forgangne uge forløb for politiet i Nuuk, som blandt andet måtte sende en helikopter afsted for at hjælpe en vandrer

Offentliggjort

Intet nyt under solen. Og dog.

Sådan fristes man til at skrive i forbindelse med politiets netop offentliggjorte døgnrapport for den forgangne uge i Nuuk.

- Sidste uge sluttede af med de forventede opgaver, som en månedslønsudbetaling nu engang giver anledning til. Nuuk Politi har derfor fra sidst på ugen til hen over weekenden været travlt beskæftiget med udrykninger blandt andet til husspektakler med spirituspåvirkede voksne, som ikke kan enes af den ene eller anden grund, og til opsamling af berusede personer i gadebilledet, som har drukket så meget, at de ikke kan tage vare på dem selv, skriver Søren Bendtsen, fungerende operativ leder hos politiet i Region Hovedstaden.

Som Sermitsiaq.AG skrev i artiklen ”Endnu en redning fra Store Malene” måtte to unge kvinder på en vandretur om aftenen tirsdag den 30. juli på toppen af Ukkusissaq - også kendt som Store Malene - tilkalde hjælp, fordi den ene af kvinderne var kommet til skade med sit ene ben og derfor ikke kunne klare nedstigningen.

I samarbejde med brand- og sundhedsvæsenet og Arktisk Kommando blev den tilskadekomne kvinde evakueret ved hjælp af Lynx-helikopteren fra inspektionsskibet ‘Vædderen’, så hun kunne komme til behandling på sygehuset.

Stak sig selv i låret ved et uheld
Politiet oplyser også om en episode lørdag den 3. august, hvor en kvinde på rensdyrjagt i Ameralik-fjorden om morgenen kom til skade, da hun under brækningen af et dyr var så uheldig at stikke sig selv i låret med en kniv.

- Man fik på stedet lagt en god forbinding og påbegyndte sejladsen ind mod byen. Personalet på politikutteren Sisak blev varslet, således de med en hurtiggående gummibåd kunne sejle den tilskadekomne i møde og således få hende hurtigere ind til byen til behandling. Sygehuset overtog selvsagt den videre omsorg for kvinden, skriver Søren Bendtsen.

Han kan også fortælle, at der samme aften - lørdag - kom en anmeldelse om ulovligt ølsalg fra en udlejningsbil i området ved Industrivej i Nuuk.

- Føreren af bilen løb fra stedet inden politiets ankomst. Der er optaget rapport i henhold til Restaurationsloven omkring ulovlig udskænkning, og efterforskningen pågår stadig, skriver Søren Bendtsen.

Udpluk af anmeldte hændelser i Nuuk hen over weekenden:

  • Husspektakler: 10
  • Berusere:10
  • Diverse indbrud og tyverier: 4
  • Bortvisning af uønskede personer: 3
  • Gadeuorden: 6
  • Musik til ulempe: 1
  • Selvmordstrusler: 4
  • Optagede færdselssager: 2
  • Overtrædelse af Politivedtægten 1
Powered by Labrador CMS