Rigsfællesskab

Løkke: - Jeg forstår ønsket om en selvstændig udenrigspolitik

Statsminister Lars Løkke Rasmussen støtter en international stemme til Grønland - men grundloven sætter grænserne.

Offentliggjort

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan sagtens sætte sig ind i ønsket om en egen udenrigspolitik i Grønland og på Færøerne.

Det fremgår af en kronik, offentliggjort i Jyllands Posten i dag.

- Jeg forstår godt Færøernes og Grønlands ønske om at kunne føre en selvstændig udenrigspolitik. Særligt inden for områder, hvor de to lande har krydsende interesser – såsom fiskeriet. Det, tror jeg, alle gør, skriver statsministeren.

Men det kommer blot ikke til at ske, så længe Grønland og Færøerne er del af kongeriget. Grundloven fastslår nemlig, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken er statens opgave.

- Ingen dansk regering kan sætte sig ud over grundloven – heller ikke i den gode viljes tjeneste, skriver Lars Løkke Rasmussen (V).

Det forhindrer dog ikke, at Grønland kan blive hørt internationalt, mener han.

- Det betyder ikke, at Færøerne og Grønland er frataget en international stemme, for også på det udenrigspolitiske område har vi fundet konstruktive løsninger. Det gælder for eksempel i Arktisk Råd, hvor alle tre rigsdele har mulighed for at komme til orde, står der i kronikken.

I kronikken kommer Lars Løkke Rasmussen (V) også ind på ønsket om selvstændighed.

- Hvis et flertal på Færøerne eller i Grønland en dag beslutter sig for det, vil regeringen naturligvis respektere beslutningen. Men vi vil også beklage den, skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Powered by Labrador CMS