Cadeau

Lars-Emil om Leine: Han er med på godt og ondt

- Det bedste integrationsmiddel er at omgås folk. Sagt af Siumuts Lars-Emil Johansen i forbindelse med debat om kolonimentalitet. - Det gælder begge veje, siger han

Lars-Emil Johansen
Offentliggjort

- Jeg har iagttaget, at nogle danskere kan bo i Grønland i rigtig mange år uden egentlig at integrere sig i det grønlandske samfund. Mange lever i danske enklaver, hvor de omgås andre danske, spiser dansk mad, lytter til dansk og udenlandsk musik, læser danske bøger og aviser, hører danske nyheder etc. Én ting er, at mange har det svært ved at lære sproget, og mulighederne for effektiv undervisning i grønlandsk som fremmedsprog kan da også være noget begrænsede fra sted til sted. Men den bedste integrationsmiddel er at omgås det folk, man gerne vil integreres i, mødes med dem privat, prøver deres spcialiteteter, hører deres musik - og i det hele taget prøver at deltage i den grønlandske måde at dyrke fællesskab på.

Sådan skriver Siumuts Lars-Emil Johansen i kommentartråden til artiklen om Kim Leines udsagn om, at kolonimentaliteten stadig eksisterer anno 2013. Han skriver det som en cadeau til forfatteren og mener, at Kim Leine kan skrive, som han skriver, fordi Kim Leine lod sig integrere mens han boede i Grønland.

Læs også: Leine: Kolonimentaliteten eksisterer stadig

- Det gælder om at være sammen med grønlændere på venskabeligt basis - og ikke kun professionelt. Være sammen som mennesker. Jeg mener, det er her, Kim Leines styrke ligger - i forhold til Grønland og den grønlandske virkelighed. Han er med, på godt og på ondt, i den grønlandske hverdag. Det er denne ballast, der gør, at han mestrer at skrive en fantastisk bog, hvor grønlændere - for en gangs skyld - beskrives som ligemænd, siger Lars-Emil Johansen, der også skriver:

- Kimmi qujanarujussuaq, ajoqutivut kisiisa pinnagit aamma pitsaaqutivut ilanngullugit allaaserigakkit, kusassaanak ajortisaarinallu. (Mange tak, Kim, fordi du ikke blot skriver om vore fejl og svagheder, men også om vore stærke sider, uden at pynte på virkeligheden og uden at rakke ned på os).

Lars-Emil Johansen, der også er kendt som formand for Inatsisartut, håber, at mange flere vil formå at stifte venskaber mellem den grønlandske og danske del af folket her (i Grønland red.):

- Vi må nok blive mere imødekommende og integrerende i vores måde at være på, og vore danske medborgere må nok udvise større vilje til at deltage det daglige liv i Grønland.

Forfatteren Kim Leine kvitterer i øvrigt Lars-Emil med tak:

- Tusind tak for ordene, Lars-Emil. Søndagen er reddet :).

Powered by Labrador CMS