Landslægen: Ny coronasmitte i Qaqortoq

Onsdag oplyser myndighederne, at der er fundet smitte i Qaqortoq igen. Smittekilden er ukendt, og den smittede har været til en stor kaffemik den 9. august.

Offentliggjort

En person er testet positiv for Covid-19 i Qaqortoq fra en ukendt smittekilde. Det oplyser Landslægeembedet.

Det mistænkes, at smitten har ulmet i byen, siden den blev konstateret i forbindelse med en koncert tilbage i begyndelsen af juli. Derfor bør alle borgere med symptomer lade sig teste, lyder opfordringen.

Personen, som netop er blevet testet positiv for Covid-19, har været til en større kaffemik den 9. august, så der er risiko for flere smittede.

Alle byens borgere opfordres derfor til at udvise meget stor forsigtighed, og enhver med symptomer bør gå i karantæne og lade sig teste.

Drop kaffemikkerne

Borgmester i Kommune Kujalleq Stine Egede (IA) sender en opfordring til borgerne i kommunen.

- Jeg vil gerne opfordre alle til ikke at afholde kaffemik. Det er første skoledag i dag og jeg har stor forståelse for at børn og forældre ønsker at markere dagen. Men det er ikke i dag vi skal holde kaffemik, hvor alle i byen deltager. Fejr dagen med de allernærmeste, opfordre borgmester Stine Egede

Ifølge kommunen er der tale om to nye smittetilfælde.

Kommunen følger tæt med i udviklingen af smittespredningen og de nødvendige forholdsregler vil blive taget, lyder det fra borgmesteren, som håber at vaccineprogrammet kan være med til at afbøde situationen.

- Heldigvis er mange blevet vaccineret, så forhåbentlig vil dette kunne holde en alvorlig smittespredning nede. Det er kun via vaccinen vi kan holde en alvorlig smittespredning nede, siger Stine Egede.

Powered by Labrador CMS