Kritikken fortsætter mod Partii Inuit
Også Atassuts Knud Fleischer kritiserer det nye partis udmelding om, at alt kun skal foregå på grønlandsk
- Jeg er skuffet over Partii Inuits beslutning om, at partiet kun vil tale grønlandsk under valgkampen. Hvornår skal vi begynde at respektere hinanden uanset sprog? spørger Knud Fleischer, som er Inatsisartut-kandidat for Atassut.
Han mener, at alle skal have mulighed for at følge med.
- Der er mange, der er vokset op her i landet, men som ikke taler grønlandsk. De skal have mulighed for at følge med i, hvad der sker. Det vil være bekymrende, hvis Grønland skal være et land, der ikke accepterer andre for deres sprogkundskaber, for der er mange grønlændere, der bor i udlandet for at studere. Og dem kommer samfundet til at have nytte af i fremtiden, påpeger Knud Fleischer.
Han ønsker mere samarbejde og forståelse i befolkningen.
- Lad være med at nedgøre hinanden kun på grund af sprogkundskaber. Lad os nu samarbejde for landets fremtid, for det vil kun gavne. Jeg respekterer alle i landet uanset sprogkundskaber, siger Knud Fleischer.
Læs "Juliane: Dansksprogede skal ikke udelukkes"
Læs "Siumut-kandidat revser Partii Inuit"
Læs "Partii Inuit: Det er vores land!"
Også kritik fra Siumut og IA
Tirsdag sagde Partii Inuit-formand Nikku Olsen blandt andet her på Sermitsiaq.AG, at ’det ikke handler om enkeltpersoner, men at vi mener, at der kun bør tales grønlandsk i Inatsisartut, fordi det er vores land. Jeg vil gerne sammenligne med Danmark, hvor politikerne i Folketinget skal tale dansk. Derfor bør vi kun tale grønlandsk i Inatsisartut’.
Den udmelding fik straks Ole Aggo Markussen, Inatsisartut-kandidat for Siumut, til at tage skarpt afstand til Nikku Olsen. Tidligere i dag var der også hovedrysten fra medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Juliane Henningsen, som genopstiller til Inatsisartut-valget 12. marts.