unge

Kræver bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed

Inuusuttut Ataqatigiit opfordrer Naalakkersuisut til - i samarbejde med kommunerne - at øge indsatsen over for arbejdsløshed blandt unge

- Vi i Inuusuttut Ataqatigiit mener, det er en skæv udvikling, at Naalakkersuisut har travlt med at underskrive udnyttelsestilladelser i råstofsektoren og glemmer at sikre grønlandsk arbejdskraft i fremtiden, siger næstformand Jane Petersen
Offentliggjort

Nu skal der ske noget med bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden her i landet.

Sådan lyder essensen af det budskab, som Inuusuttut Ataqatigiit/IA Ungdom nu sender mod Naalakkersuisut.

Inuusuttut Ataqatigiit refererer til statistik fra Grønlands Statistik, der viser, at der i december 2013 var 3.960 arbejdssøgende, hvoraf 1352 personer var mellem 18 og 29 år. De udgør altså 34,1 procent af den samlede arbejdsløshed.

- Det er et bekymrende signal for fremtiden i Grønland og skal tages alvorligt hos de politiske ansvarlige, siger Jane Petersen, næstformand i Inuusuttut Ataqatigiit.

- Ungdomsarbejdsløshed er et stort problem, og vi mener, at politikerne skal åbne deres øjne for sagen, og vi forventer, at alle partier og Naalakkersuisut lægger en plan for, hvordan vi bedst i fremtiden kan mindske problematikken.

Kræver handling
Ifølge Jane Petersens oplysninger er der 309 arbejdsløse unge i bygderne, mens tallet er 943 for unge i byerne.

- Inuusuttut Ataqatigiit mener, det er en skæv udvikling, at Naalakkersuisut har travlt med at underskrive udnyttelsestilladelser i råstofsektoren og glemmer at sikre grønlandsk arbejdskraft i fremtiden.

- Derfor vil vi stærkt opfordre Naalakkersuisut til - i samarbejde med kommunerne - at øge indsatsen over for arbejdsløsheden blandt unge samt at lave en handlingsplan for at mindske ungdomsarbejdsløsheden, fremhæver Jane Petersen.

Powered by Labrador CMS