Kommunalbestyrelse vil af med det "onde"
Borgmester Asii Chemnitz Narup, Kommuneqarfik Sermersooq, fik bred opbakning til sit beslutningsforslag om, at der skal laves et kodeks for god debattone i det politiske arbejde, og måden hvorpå politikerne omgås hinanden.
Det fremgik af kommunalbestyrelsesmødet i Kommuneqarfik Sermersooq, der blev holdt i tirsdags, og hvor forslaget blev behandlet.
Læs også: Borgmester vil ondskabsfuldheder til livs
Debattonen mellem kommunalpolitikerne kan være ”ondskabsfuld, fordrejende, karikerende og nedladende”, fastslår borgmesteren, der glæder sig over, at der var enighed om at politikerne nu må gå forrest.
Det fremadrettede perspektiv
- Det vigtigste i mit forslag er det fremadrettede perspektiv med målet om at skabe glæde ved og omkring demokratiet. En lyst til at virke i det, en glæde omkring at dele synspunkter og holdninger og skabe et meget åbent og respektfuld rum til uenigheder, hvilket vi skal lære vore børn og unge, siger Asii Chemnitz Narup til Sermitsiaq.AG dagen efter kommunalbestyrelsesmødet.
- Nu er der taget en principbeslutning om at arbejde videre med forslaget, oplyser borgmesteren og tilføjer, at det nu er administrationen, der ”har bolden”.
Nøjagtige rammer
Hun forventer, at den nye kommunalbestyrelse efter konstitueringen i maj vil fastlægge de nøjagtige rammer for, hvordan man holder en god debattone politikerne imellem.