klima

København og New York lover at bremse global opvarmning

Investorer, virksomheder og byer afgiver løfte om, at de hurtigt vil bidrage til at stoppe klimaforandringer

En række investorer og virksomheder og byer afgiver løfte om, at de hurtigt vil bidrage til at stoppe klimaforandringer
Offentliggjort

København, New York og en stribe byer verden over har underskrevet en erklæring, der skal sætte skub i løsninger, så den globale klimaaftale fra Paris bliver en succes.

'Pariserløftet om handling' er onsdag underskrevet af flere end 700 parter, herunder store byer, regioner, investorer og virksomheder, som samlet repræsenterer 150 millioner mennesker.

Det skriver det franske COP21-formandskab, der står bag erklæringen.

- Vi glæder os over vedtagelsen af en ny, verdensomspændende klimaaftale på COP21 i Paris. Den er et afgørende skridt på vejen til at løse klimaudfordringerne.

- Vi lover at bidrage til, at ambitionerne i aftalen opfyldes eller overgås, skriver de 700 underskrivere i en fælles erklæring.

På FN-klimatopmødet i Paris blev 195 af verdens lande lørdag enige om, at temperaturstigningen på kloden skal holdes 'godt under' to grader celsius, og i øvrigt vil de bestræbe sig på, at den ikke overstiger 1,5 grader målt mod førindustrielt niveau.

'Pariserløftet om handling' beder de underskrivende parter om hurtigst muligt at sætte gang i initiativer, der kan bremse den globale opvarmning.

- COP21 var en milepæl ikke alene på grund af landenes Paris-aftale. Det helt særlige momentum, der opstod før og under FN-konferencen, i byer, provinser, regioner, virksomheder og hos borgerne var også en milepæl, siger FN's klimachef, Christiana Figueres.

Figueres håber, at man med "Pariserløftet om handling" kan bygge videre på dette momentum.

Pariseraftalen er den første bindende klimaaftale, hvor stort set alle verdens lande er med.

Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, slog på klimatopmødet fast, at aftalens succes var betinget af ikke-statslige aktørers indsats og bidrag.

Blandt underskriverne af den fælles erklæring er store virksomheder som Kellogg's, Unilever og Allianz. Investorerne tæller Lloyd's og Aviva.

I Danmark har blandt andre Vestas, Danske Bank og Dong Energy underskrevet erklæringen.

Blandt byerne er også Johannesburg, Mexico City og Rio de Janeiro.

Powered by Labrador CMS