Klimaet til debat i København
Hvem er vores nærmeste venner, når isen smelter. Er det de ny samarbejdspartnere med de mange penge eller den gamle kolonimagt?
Det Radikale Venstre inviterer til politisk debat med Arktis på dagsordenen. Det sker 23. januar i Kronprinsessegade 20 i København. Blandt andre deltager Sara Olsvig, MF for IA.
Det oplyser facebookgruppen, Arktis Update, hvor man også kan tilmelde sig.
I indbydelsen står der, at det er ikke kun et krisetegn for det globale klima, når isen forsvinder, men også en ny geopolitisk udfordring af de helt store. Nye sejlruter åbnes, nye farvande skal deles mellem de arktiske magter, og nye råstoffer bliver tilgængelige. For Danmark er det hele særligt penibelt, da der skal findes nye løsninger samtidigt med, at Grønland får stigende selvstændighed.
Udover Sara Olsvig, deltager det radikales udenrigspolitiske ordfører Rasmus Helveg Petersen, og det samme gør professor Mikkel Vedby Rasmussen, Center for Militære Studier på KU og Thomas Winkler, chef for den juridiske afdeling i Udenrigsministeriet og kommende ambassadør i Moskva.