Klaus Nygaard hædret med Rink-medalje

Direktøren for Naturinstituttet Klaus Nygaard blev forleden hædret med Rink-medaljen, som uddeles af Det Grønlandske Selskab.

Klaus Nygaard modtager her Rink-medaljen af formanden for Det Grønlandske Selskab Johnny Fredericia.
Offentliggjort

Personer, som på en helt særlig måde har givet sit bidrag til den videnskabelige forskning vedrørende Grønland, hædres med Rink-medaljen.

Og Klaus Nygaard kommer i fornemt selskab af modtagere, der tæller: Robert Petersen, Minik Rosing, Lauge Kock, Ejner Mikkelsen, Eigil Knuth, Frederik Nielsen, Sara Helms, Christian Berthelsen, Jens Rosing, Christian Vibe, Jens Dahl og Helge Larsen.

- Du har været inspirator og skabt et godt, tiltrækkende internationalt forskningsmiljø omkring dig, der har skabt det mest betydningsfulde forskningsinstitut i Grønland. Det er gjort med forståelse for, at forskningen skal have kvalitet og uafhængighed, men også relevans for det samfund den er en del af, begrundede formanden for Det Grønlandske Selskab, Johnny Fredericia, blandt andet i sin tale og fortsatte:

Har skabt respekt

- Du har i enestående grad formået at skabe respekt om instituttets rådgivning til det grønlandske samfund og dets allervigtigste erhvervsgrundlag – udnyttelse af de levende ressourcer, rejer, fisk, hav- og landpattedyr og fugle. Du har skabt politisk opbakning og accept af jeres rådgivning i erhvervet, selv om de foreslåede kvoter måske sjældent vækker begejstring.

Det Grønlandske Selskab har i forbindelse med sit jubilæum publiceret et festskrift og i den afslutter formanden sin lykønskning med disse ord:

- Medaljen er en personlig hædersbevisning. Men i et moderne forsknings- og rådgivningsinstitut kan ingen skabe det hele alene. Derfor tilfalder æren også dit institut med alle dets dygtige og engagerede medarbejdere.

Selskabet har siden sin oprettelse i 1905 arbejdet for at fastholde og udvide interessen for og kendskabet til Grønland og det grønlandske samfund primært i Danmark. Udover at arrangere foredrags- og debataftner om grønlandske forhold udgiver selskabet yderligere blandt andet publikationerne ”Tidskriftet Grønland” og
”Polarfronten”.

Powered by Labrador CMS