Kim: Unge skal opmuntres

Langt flere unge skal opmuntres til efter folkeskolen at tage en kompetencegivende uddannelse. Det fastslog Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen under dagens spørgetime i Inatsisartut.

Kim Kielsen mener, at alle partier skal bidrage til, hvordan man opmuntrer flere unge til at tage en kompetencegivende uddannelse.
Offentliggjort

Kim Kielsen opfordrede under dagens spørgetime alle partier til at se på, hvordan man animerer og opmuntrer de unge til at tage en kompetencegivende uddannelse.

- Her har vi et ansvar, der gælder os alle her i Intasisartut, understregede Kim Kielsen, der samtidig pegede på, at folkeskolen hører under kommunernes ansvar.

Fald i fiskepriser

Det var Múte B. Egede, der ville have svar på, hvordan man sikrer en økonomisk vækst, hvis fiskepriserne skulle falde fra det nuværende høje niveau.

- Vi har fortsat store samfundsmæssige problemer med blandt andet folkeskolen og daginstitutioner. Der kommer en dag, hvor fiskepriserne falder. Hvordan vil du sikre, at det ikke går ud over økonomien, spurgte Múte B. Egede med henvisning til en indsats på uddannelsesområdet.

Kim Kielsen pegede i sit svar på, at det var nødvendigt med en flerstrenget erhvervsindsats.

Lufthavne skaber vækst

- Beslutningen om at bygge nye lufthavne vil være med til at skabe vækst, sagde Kim Kielsen, der noterede, at antallet af arbejdsløse aldrig har været lavere, men opgaven med at få restgruppen i arbejde er ikke opgivet.

- Vi skal også have indrettet socialsystemet, så man animerer disse til at tage arbejde, da der er brug for dem på arbejdsmarkedet, sagde Kim Kielsen.

Powered by Labrador CMS