Kielsen lover at indfri tre år gammelt krav
Hvad koster det at hjemtage de sidste områder fra Danmark, og hvordan sikrer man en forsvarlig drift i Grønland? Svar på disse spørgsmål har Inatsisartut nu ventet på i tre år.
Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen lover imidlertid at omdele en redegørelse til Inatsisartut, som ”viser omkostningerne ved drift af de områder, der kan hjemtages, samt en faglig vurdering af forudsætningerne for en forsvarlig drift af områderne”.
Pålagt i efteråret 2015
Det fremgår af et paragraf 37 svar, som Kim Kielsen har sendt til spørgeren, partifællen Nikkulaat Jeremiassen.
Siumuts medlem af Inatsisartut henviser til, at politikerne tilbage i efteråret 2015 pålagde daværende Naalakkersuisut at udarbejde en redegørelse om hjemtagelse af de resterende områder.
Kim Kielsen oplyser i sit svar, at der er lagt ”væsentlige ressourcer i at udarbejde materialet, der skal indgå i redegørelsen”.
Præcis dato mangler
Det fremgår imidlertid ikke af svaret, hvornår Kim Kielsen vil omdele redegørelsen, selv om der bliver spurgt præcist til netop dette.