Katastrofevalg for DF - sejr til Venstre
Europaparlamentsvalget gav fremgang til Venstre, De Radikale, SF og Enhedslisten, mens især Dansk Folkeparti tabte terræn. Lars Løkke Rasmussen er jubelglad.
Smilene var brede, kyssene sad løst og jubelråb gjaldede med mellemrum ud i Landstingssalen på Christiansborg, hvor Venstre søndag aften fejrede europaparlamentsvalget.
Med fire af Danmarks i alt 14 pladser fordoblede partiet sit mandattal og blev landets største i EU-sammenhæng.
Til stor glæde for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):
- Danmark er et dejligt land. Det er ikke et perfekt land, men det er det bedste, der findes. Vi kan meget på egen hånd, men ikke alt, sagde statsministeren ved midnatstid søndag aften.
Han hæftede sig også ved, at europaparlamentsvalget overordnet set flyttede stemmer fra de EU-skeptiske partier til de EU-positive, som nu sidder på 12 af de 14 mandater.
En god del af nedturen for de EU-skeptiske partier tegner Dansk Folkepartis katastrofevalg sig for.
Ved det seneste valg i 2014 havde partiet Morten Messerschmidt i spidsen og blev den store sejrherre med 4 mandater.
Partiet fik ved seneste valg 26,6 procent af stemmerne. Denne gang blev det kun til 10,7 procent, og selv i Thulesen Dahls hjemby, Thyregod, blev DF halveret.
Folkebevægelsen mod EU - det gamle modstanderparti - røg helt ud, mens Enhedslisten til gengæld for første gang kom ind med et enkelt mandat til spidskandidat Nikolaj Villumsen.
Socialdemokratiet beholdt sine tre mandater, mens De Radikale og SF begge gik frem med ét mandat, så partierne nu har to hver.
Lykke - og ikke mindst lettelse - var også den udbredte følelse hos De Konservative.
Her lykkedes det spidskandidat Pernille Weiss at beholde Bendt Bendtsens plads i den store konservative gruppe i Europa-Parlamentet.
I modsætning til Venstre og Konservative fik regeringspartiet Liberal Alliance ikke en plads i Europa-Parlamentet, og partiets spidskandidat - kulturminister Mette Bock - er nu helt ude af politik.
Også Alternativets spidskandidat, Rasmus Nordquist, skal se sig om efter en ny hverdag, da det heller ikke lykkedes partiet med sloganet "Vi er Europa" at få en plads.