valg

Juliane: Politisk uvilje lukker Tasiorta

Støtteforeningen for seksuelt misbrugte ‘Tasiorta’ lukker fra nytår. Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen mener, at lukningen skyldes Atassuts og Siumuts manglende vilje for projektet

Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen mener at politisk uvilje forårsager Tasiortas lukning
Offentliggjort

Støtteforeningen Tasiorta, som har eksisteret siden februar 2007 med tilbud om terapeutisk rådgivning og psykologisk behandling til voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, lukker 31. januar 2015.

Det sker efter at Selvstyret ikke vil give flere midler fremover til foreningen.

Læs: Tasiorta lukker fra nytår

Nu angriber Juliane Henningsen fra Inuit Ataqatigiit både Atassut og Siumut for manglende vilje for projektet.

For Juliane Henningsen har under den forgangne valgperiode forsøgt at tage ‘Tasiorta’s situation op i familieudvalget. Men forgæves.

- Inuit Ataqatigiit har i den nu netop afsluttede valgperiode forsøgt at tale sagen om Tasiorta, forgæves. Der har simpelthen ikke været opbakning til at voksne, der har været ramt af seksuelle overgreb, støttes gennem midler til Tasiortas terapigrupper, siger tidligere medlem af Inatsisartut og nu kandidat til Inatsisartut-valget for Inuit Ataqatigiit, Juliane Henningsen.

Juliane Henningsen påpeger her, at et flertal i familieudvalget bestående af Atassut og Siumut har nægtet at tage ‘Tasiorta’s situation op.

- Derfor vil Inuit Ataqatigiit udvikle tilbuddene til personer, der har været ofre for seksuel krænkelse. Dette må partierne samles om, siger Juliane Henningsen, og hun fortsætter:

- Det er yderst vigtigt, at partierne nu samles om at de offentlige initiativer også suppleres med gode initiativer, der har en direkte gavnlig effekt på en gruppe borgere, der har krav på behandling og tilbud om hjælp til et godt liv.

Powered by Labrador CMS