Jens B. Frederiksen overtager topmøde
Nordisk Råds session starter tirsdag, men allerede i dag er politikere og embedsmænd i fuld gang med møderne
Erfalasorput vejrer flot foran det solbeskinnet finske parlamentsbygning Eduskuntatalo i Helsinki. For i dag overtager Nordisk Råd Finlands politiske centrum, når den årlige session bliver afholdt i den finske hovedstad.
Men desværre kan den grønlandske formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, IA, ikke deltage under dette møde, oplyser Grønlands Selvstyre.
Viceformand for Naalakkersuisut Jens B. Frederiksen, Demokraterne, overtager den sygdomsramte Kuupik Kleists program under dette års Nordisk Råd session. Frederiksen skal blandt andet deltage i topmødet mellem de nordiske landes statsministre og holde tale ved åbningen af sessionen tirsdag.
Et tættere samarbejde
- I morgen tirsdag mødes regeringscheferne i tre forskellige sammenhænge: De nordiske statsministre på et fælles møde, derefter mødes regeringscheferne med deres kolleger fra Grønland, Åland og Færøerne. Derudover mødes statsministrene med Nordisk Råds Præsidium, skriver norden.org.
- På deres fælles møde diskuterer statsministrene fra de nordiske lande samarbejdet inden for de nordlige områder og på initiativ fra statsministrene samarbejdet inden for helsesektoren, aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål samt programmet for Sveriges formandskab 2013, skriver norden.org.
Grønland, Færøerne og Ålandsøerne vil benytte denne samling til at skrive under på en samarbejdsaftale, der har til formål at skabe et tættere og mere åbent samarbejde mellem de selvstyrende lande.