Japansk lægemiddel mod halsbrand skal bekæmpe coronavirus
180 coronapatienter i Danmark indgår i forsøg, der skal afklare, om lægemiddel mod halsbrand kan mildne sygdommen.
Læger på Aarhus Universitetshospital i Danmark har lørdag indledt et forsøg med et japansk lægemiddel mod halsbrand som behandling mod coronavirus.
- Vi har nu fået forsøgsmedicinen hjem fra Japan og kan gå i gang med at behandle, siger læge i afdelingen for infektionssygdomme Ole Schmeltz Søgaard.
I marts viste et tysk forsøg, at lægemidlet med navnet camostat mesylate i celleforsøg kunne bremse Covid-19 - sygdommen, der udløses af coronavirus.
Forsøget i Danmark bliver det første af slagsen, hvor man systematisk vil afprøve medicinen mod Covid-19.
180 patienter indgår i forsøget. Nogle får uvirksom behandling - såkaldt placebomedicin. Andre får det aktive stof i lægemidlet.
Kom på markedet 1986
Det skal afklare, om den ene gruppe får et mildere forløb eller en kortere indlæggelse end den anden gruppe.
Lægemidlet kom allerede på markedet i Japan i 1986, så virkning og bivirkninger er velbeskrevet.
Forsøget er et tilbud til coronapatienter i alle landets fem regioner.
Forskerne forventer at være klar med et resultat om cirka tre måneder.
Det er bare et af flere forsøg, der er igangsat i bestræbelserne på at finde behandling, som kan bekæmpe eller mildne coronavirus.
Kan blod fra raskmeldte hjælpe?
Et andet forsøg på Aarhus Universitetshospital skal klarlægge, om blod fra raskmeldte coronapatienter kan hjælpe nysmittede.
- Studiet går ud på at undersøge kvaliteten af raskmeldte patienters antistoffer, som de har i kroppen efter sygdommen.
- Når vi tilfører antistoffer til en syg person, er forhåbningen, at kroppen hjælpes til at bekæmpe infektionen, siger lektor Martin Tolstrup, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.
Flere helbredte patienter har allerede meldt sig som donorer.
Studiet er støttet med knap syv millioner kroner fra regeringens hastepulje til coronarelateret forskning og udvikling.
/ritzau/