Jagt og fiskeri beskytter børns mentale helbred
En barndom med jagt, fiskeri og andre aktiviteter i naturen kan modvirke, at børn i Grønland får psykiske problemer senere i livet, viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.
Psykisk sygdom, selvmordstanker, dårlig selvtillid og ensomhed blandt unge i Grønland kan ofte kobles til en barndom med alkoholmisbrug, vold eller seksuelle overgreb i hjemmet.
Omvendt kan en barndom med jagt, fiskeri og andre aktiviteter i naturen modvirke, at børn i Grønland får psykiske problemer senere i livet.
Det viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed. Rapporten bygger på svar fra 620 unge og voksne i Grønland i alderen 15 til 34 år.
Christina Viskum Lytken Larsen er en af forskerne bag rapporten. Hun er leder af Center for Folkesundhed i Grønland ved Institut for Folkesundhed.
- Vi kan tydeligt se, at hvis du er vokset op med alkohol, vold og seksuelle overgreb, trækker det spor langt ind i voksenlivet, og så har du simpelthen en dårligere mental sundhed som ung og voksen.
- Men samtidig ser vi, at der en række beskyttende faktorer, siger hun.
Dels er det vigtigt at vokse op med kulturelle aktiviteter. Dels har det stor betydning, om et barn har gode relationer til ældre rollemodeller i det pågældende grønlandske lokalsamfund.
- Noget af det, der er helt grundlæggende for kulturen i Grønland, er at være i naturen og at være en del af stærke fællesskaber.
- At plukke bær, fange fisk og gå på jagt - nogle af de ting, som man har gjort i mange år, og som giver nogle sunde fællesskaber - har i høj grad betydning for de unges mentale sundhed, siger forskeren.
Deltagerne i undersøgelsen har svaret på spørgsmål om deres barndom og deres nuværende mentale sundhed.
Svarene blev indsamlet i 2018 i forbindelse med en befolkningsundersøgelse. Men det er første gang, at man har sat fokus på, hvilke faktorer der kan beskytte grønlandske børn og unges trivsel.
Hun peger på, at især alkoholproblemer i barndomshjemmet er en katalysator for trivselsproblemer senere hos børn og unge.
/ritzau/