registrering

Jægerne glemmer indberetning

Det kniber med at huske, man skal indberette sin fangst. Vigtig viden går tabt

Grønlands Naturinstitut appellerer til, at man husker at indberette sin fangst.
Offentliggjort

Sidste chance for at fange rensdyr til vinterens forråd er tirsdag den 15. oktober, men samtidig skal rensdyrjægerne også huske at indberette fra årets jagt. De lovpligtige indberetningsskemaer skal afleveres til kommunerne senest to uger efter jagtens afslutning, det vil sige 29. oktober 2013.

Det oplyser Grønlands Naturinstitut i en pressemeddelelse.

Indberetningsskemaerne - fangstindberetningsskema og særmeldingsskema - er en del af licensaftalen, og de gælder både fangere og fritidsjægere. De vigtige oplysninger fra disse skemaer bruges af Grønlands Naturinstitut til dets arbejde med at rådgive Naalakkersuisut om rensdyrbestande i Grønland.

Imidlertid har fangstrapporteringen været støt faldende gennem flere år. I 2011-12 modtog Grønlands Naturinstituttet kun omkring 20 procent af de særmeldingsskemaer, der burde have været modtaget for rensdyr skudt i Nuuk-Sisimiut-området.

Værdifulde oplysninger går tabt
Grønlands Naturinstitut rådgiver Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug - og dermed Naalakkersuisut - om antallet af dyr, der kan fanges ud fra et bæredygtigt synspunkt. Grundlaget for rådgivningen er Naturinstituttets viden om de enkelte bestande, og her er særmeldingsskemaerne vigtige, fordi de i høj grad bidrager til denne viden.

Med den nuværende rapportering bliver vigtige oplysninger om dyrenes køn, alder og fodertilstand aldrig registreret for hovedparten af de nedlagte rensdyr.

Fangstrådet, som rådgiver Naalakkersuisut om jagt og fangst, påpeger løbende – sidst ved deres møde i marts i år - vigtigheden af fangstindberetninger, herunder korrekte meldinger af faktiske fangster, inklusiv anskudte og tabte dyr. Dette gælder for både kvoterede og ikke kvoterede arter, således at den biologiske rådgivning kan blive så robust som muligt.

Powered by Labrador CMS