Island: Tidsplan skrider for to nye flyselskaber
To nye islandske flyselskaber, der er opstået oven på WOW Airs konkurs, har ikke formået at holde egen tidsplan.
Lavprisselskabet Play, der er stiftet af tidligere ansatte i WOW Air, har tidligere lovet, at billetsalget ville gå i gang i november. Det er her i december endnu ikke muligt at bestille billetter. Selskabet har desuden haft visse problemer med at få udbetalt løn til sine ansatte rettidigt.
Play har tidligere annonceret, at man ville flyve til seks destinationer som foruden København tæller Alicante, Berlin, London, Paris og Tenerife.
Kontroversiel kvinde
Det amerikanske USAerospace Associates LLC, der kontrolleres af den kontroversielle forretningskvinde Michele Ballarin, har købt WOW airs varemærke og domænenavn fra konkursboet, har også svært ved at nå egen tidsplan, oplyser flymagasinet check-in.dk.
Det har tidligere annonceret, at det vil åbne for billetsalget i november og flyvninger i december. Ingen af delene er endnu sket.