Isbjørnetælling i øst forsinkes

Der kan næppe ændres i kvoten på isbjørne i Østgrønland, før en biologisk rådgivning om fangst af isbjørne i området ligger klar. Rådgivningen bliver tidligst færdig i 2023 på grund af coronakrisen, oplyser naalakkersuisoq

Offentliggjort

Fangere i Østgrønland har gennem flere år ønsket at få lov til at fange flere isbjørne.

Kvoten for hele året er som regel opbrugt omkring april, men der er ikke udsigt til, at kvoten kan hæves nævneværdigt i nærmeste fremtid.

Kvoten i Østgrønland er nemlig fastsat efter et forsigtighedsprincip, fordi der endnu ikke er en biologisk rådgivning af bestanden.

Rådgivningen er undervejs, men er endt på den efterhånden lange liste af projekter, der er forsinket på grund af corona-krisen.

Afventer rådgivning med spænding

- Den endelige rådgivning forventes klar tidligst i 2023, skriver naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Jens Immanuelsen (S), i et skriftligt svar til Jens Napaattooq (PN).

Og før den videnskabelige rådgivning er klar, kan der ikke komme nævneværdige ændringer kvotefastsættelsen.

Jens Immanuelsen oplyser, at han er bevidst om, at fangerne vurderer, at der godt kan fanges flere bjørne end der er kvote til i øjeblikket:

- Derfor afventer jeg med spænding den kommende biologiske rådgivning om isbjørne i Østgrønland, skriver Jens Immanuelsen.

Han peger også på, at der i år er blevet givet en ekstrakvote på 10 bjørne til Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.

Powered by Labrador CMS