Ingen ansøgning fra Greenland Express

Grønlands Selvstyre siger til magasinet Check-in, at det ikke har modtaget en ansøgning fra Greenland Express om at beflyve Grønland

Naalakkersuisut vil gerne modtage en ansøgning fra Greenland Express. Foto: Karsten Bidstrup
Offentliggjort

Greenland Express har ikke anskaffet sig et fly og har heller ikke en beflyvningstilladelse. To væsentlige faktorer for at kunne starte et billetsalg.

Sådan skriver Check-in, der korrekser Greenland Express, når det siger, at det har fået beflyvningstilladelse fra Grønlands Selvstyre 25. april.

Det er nemlig ikke helt korrekt, hvad Greenland Express skriver. Selskabet har ikke indgivet en ansøgning om at flyve til og fra Grønland. Det bekræfter Grønland Selvstyre.

- Til gengæld har Greenland Express fået svar på, at Naalakkersuisut vil se positivt på en ansøgning fra selskabet. Dog er der stillet krav om, at Greenland Express skal dokumentere, at det kan alliere sig med et registreret flyselskab, og der skal indsendes ansøgning ledsaget af en forretningsplan. Den officielle sagsbehandlingstid er to måneder. Vi forventer at kunne gennemføre vores del på to til tre uger, hvorefter Trafikstyrelsen også skal ind over sagen, siger chefkonsulent Lene Riis, fra Grønlands Selvstyre til Check-in.

Sermitsiaq.AG har i dag forsøgt at få en forklaring fra Gert Brask, der står bag Greenland Express.

Powered by Labrador CMS