boliger
Ineqi Kielsen melder sig i ‘huslejerne er for høje’-koret
Inatsisartuts Ineqi Kielsen melder sig i koret af Siumut-politikere, der kræver nedsættelse af huslejer som bekæmpelse mod restancer
Inatsisartuts yngste medlem, Siumuts 21-årige Ineqi Kielsen, mener også, at de nuværende huslejer er alt for høje som sin partifælle Jess Svane.
- Jeg er enig med Jess Svanes udtalelse om, at huslejerne er alt for høje. Derfor vil jeg opfordre naalakkersuisoq for boliger, byggeri og infrastruktur, Atassuts Knud Kristiansen, til at undersøge, hvordan og hvor meget man kan sænke huslejerne.
Sådan skriver Ineqi Kielsen i en pressemeddelelse.
Læs: Jess Svane kræver seminar om stigende huslejerestancer
Siumuts Jess Svane, der både er kommunalbestyrelsesmedlem i Qaasuitsup Kommunia og Inatsisartut-medlem, og som sidste år foreslog markant nedsættelse af huslejerne som bekæmpelse mod restancer, udtalte tirsdag i denne uge, at han stadigvæk mener, at huslejerne er for høje, efter at det er kommet frem, at 398 Ini-lejere står til at blive smidt ud af deres boliger på grund af restancer.
Hans partifælle, kommunalbestyrelsesmedlem i Qaasuitsup Kommunia Palle Jerimiassen, kom siden med sin støtteerklæring til Jess Svane.
Læs: Partifælle bakker op om Jess Svanes krav om boligseminar
Palle Jerimiassen mener nemlig, at tiden er inde til at vurdere huslejerne og varmeregningerne og de midler, som udlejerne, selvstyret og kommunerne, yder i støtte i form af boligsikringer og offentlig hjælp, til lejere, der ikke selv kan dække den faktiske husleje.
Deres partifælle Ineqi Kielsen skriver, at han er villig til at få huslejerne nedsat, såfremt beregninger vil tyde på, at dette vil være til gavn for befolkningen.
Jess Svane krævede samtidig med ønsket om nedsættelse af huslejerne et landsdækkende seminar om de stigende huslejerestancer.