Indianere vil stoppe Trumps mur
USA's præsident, Donald Trump, har muligvis overset et problem i sine planer om at bygge en mur på grænsen til Mexico. Indianerne i området er imod.
"Det bliver over mit lig".
Ordene kommer fra Verlon Jose, en af lederne af indianerstammen Tohono O'odham i den amerikanske delstat Arizona.
Stammen har reservat i den sydlige del af Arizona op til grænsen til Mexico.
LÆS: Støtte til Standing Rock
75 miles, godt 120 kilometer, af grænsen ligger for enden af reservatet og vil blive omfattet af den grænsemur, som USA's præsident, Donald Trump, har bebudet, at han vil bygge.
Det bliver så ikke med Verlon Joses gode vilje. Udtalelsen om, at han er klar til at sætte livet ind, faldt, da han skulle forklare sin holdning til muren til den lokale radiostation KJZZ 14. november - seks dage efter, at Trump var valgt.
LÆS: Nederlag ved Standing Rock
Nu er Trump indsat i embedet og har underskrevet et dekret om muren mod Mexico. Tohono O'odham-indianerne er vrede.
Avisen The Guardian skriver, at stammen, der består af omkring 28.000 indianere, vil bekæmpe planerne om en mur.
Det kan, skriver avisen, bane vejen for protester i stil med dem, der er set et andet sted i USA, nemlig ved byggeriet af olierørledningen Dakota Access, der skal lette transporten af olie fra North Dakota igennem South Dakota og Iowa til Illinois.
LÆS: Sioux fejrer sejr ved Standing Rock
Men sioux-indianerne i Standing Rock-stammen siger, at rørledningen kan forgifte deres vandforsyning, og at den krænker deres reservat og kultur.
Tohono O'odham-indianerne siger som sioux'erne i Standing Rock, at de forsvarer forfædrenes arv. Og det er endda svært nok, som det er i dag.
De fortæller, at deres land og levevis i årtier er blevet forstyrret af grænsepatruljer. Stammens oprindelige land ligger på begge sider af grænsen.
- Den skærer lige igennem vort oprindelige land. Den deler familier, som har været vant til at rejse frem og tilbage over grænsen, også inden den blev trukket, siger Bradley Moreno fra Tohono O'odham-stammen til The Guardian.
Han tilføjer, at indianerne er vant til chikane fra grænsevagter, men at en mur vil gøre det værre.