ICC beklager Grønlands boykot
Problemet bør først og fremmest løses indenrigs, og dernæst må Arktisk Råds struktur til diskussion, mener ICC-formand Aqqaluk Lynge
Formanden for ICC, Aqqaluk Lynge, er ikke overrasket over Grønlands udeblivelse. Men han mener, problemet kunne håndteres anderledes end at blive væk fra onsdagens ministermøde i Arktisk Råd.
- Vi har ellers opfordret Aleqa Hammond til at møde op i Kiruna. Hun har orienteret os løbende. Det er beklageligt, for problemet med det svenske formandskab kunne håndteres gennem den danske udenrigsminister, siger Aqqaluk Lynge, der er i den nordsvenske jernmineby Kiruna.
- Arktisk Råds struktur kan også bringes op til diskussion. De andre selvstyrende republikker i Rusland, Yukon i Alaska og Northwest Territories i Canada vil også med under staternes forhandlinger, siger Aqqaluk Lynge til Sermitsiaq.AG.
- Det er staterne, der er medlemmer af Arktisk Råd, og derfor er der kun én løsning for Grønland: Vi bliver selvstændige! Siger Aqqaluk Lynge, der onsdag overfor Arktisk Råd skal holde tale.
Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd
Aqqaluk Lynge ankom tirsdag til Kiruna, og medens andre deltagere i Arktisk Råds møde blev kørt med bus fra lufthavnen, blev han hentet af en chauffør.
– Canadas sundhedsminister Leona Aglukkaq, som onsdag bliver formand for Arktisk Råd har bedt folk om at hente os hurtigst muligt. Vi skulle holde det sidste møde, inden formandskabet bliver overdraget til dem, fortæller Aqqaluk Lynge.
- Vi er meget glade for, at en inuk bliver formand. Og vi er fortrøstningsfulde omkring de næste to år, siger Aqqaluk Lynge, som arbejder tæt med canadierne i forhold til kommende projekter i Arktisk Råd.
Arktisk-forsker forstår heller ikke
Forsker i de arktiske forhold Damien Degeorges har svært ved at forstå, at Grønland udebliver fra det eftertragtet forum.
- Grønland burde være til stede, når interesserne er på dagsorden. Det er højest overraskende, at Grønland vælger ikke at deltage i et møde med topfolk og verdensmedier. Mens stormagter som for eksempel Kina kæmper hårdt for at komme ind i varmen, er det svært at forstå, hvorfor Grønland bliver ude, siger Damien Degeorges til Sermitsiaq.AG.
Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd