Thule Air Base
IA vil have forklaring på manglende invitation til Pituffik-møde
Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen, der foruden at være formand for Grønlandsudvalget i Folketinget, er ordfører, afkræver svar på udelukkelse af grønlandske folketingsmedlemmer fra et møde om Thule Air Base
Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, sendte mandag en invitation til et møde i Udenrigsministeriet om Thule Air Base (Pituffik).
Invitationen var, ifølge Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen, til et møde tirsdag, og sendt til ordførerne i Grønlandsudvalget. Dog med undtagelse af de grønlandske ordførere i Folketinget.
Nu kræver Johan Lund Olsen via et paragraf 20-spørgsmål til udenrigsministeren svar på udelukkelsen af de grønlandske folketingsmedlemmer i mødet om Pituffik.
Læs: IA fortørnet over udenrigsministeren
- Først og fremmest, så havde jeg helst været denne sag foruden. Jeg er ærgerlig over, at udenrigsministeren i mandags vælger at invitere samtlige ordfører i hele Folketinget til et møde om Thulesagen uden at hverken min kollega Doris Jakobsen (Siumut, red.) eller jeg selv blev inviteret med. Det må ikke ske igen, siger Johan Lund Olsen.
Johan Lund Olsen ønsker også via sit paragraf 20-spørgsmål at høre udenrigsministerens mening om, hvordan de grønlandske folketingsmedlemmer kan varetage deres opgaver i det danske parlament optimalt, når de på lige fod med deres danske ordførerkollegaer ikke indgår i regeringens arbejde med grønlandsrelevante sager.
Læs flere artikler om Thule Air Base her