IA Ungdom: Grund til bekymring

Det er skidt, at Naalakkersuisut er åben for underskud i landskassen, lyder det fra Inuit Ataqatigiits ungdomsafdeling

Jane Petersen, medlem af IA Ungdoms bestyrelse. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Vi har grund til at være bekymret.

Sådan lyder det fra Inuit Ataqatigiits ungdomsafdeling.

Udmeldingen kommer, efter medlem af Naalakkersuisut for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq, Siumut, over for KNR har sagt, at han er åben for underskud i landskassen.

- Det er en bekymrende udmelding fra det nye Naalakkersuisut, da IA Ungdoms grundlæggende holdning er, at et selvstyret land bør have en økonomisk stabilitet. Kort sagt ønsker vi økonomisk bæredygtighed.

- Her taler vi om balancen mellem indtægter og udgifter i landskassen. Derfor er det nærliggende at spørge Naalakkersuisoq for finanser, hvor mange penge det drejer sig om, hvis den nye regering ønsker at have underskud i kassen, siger Jane Petersen, medlem af IA Ungdoms bestyrelse.

- Vi kan ikke længere ignorere, at der skal ske en revidering på skatte- og finansområdet. Det er fakta i henhold til at skatte- og velfærdskommissionen, at status quo ikke er en mulighed.

Jane Petersen påpeger, at det vil være meget skuffende for IA Ungdom, hvis Naalakkersuisut ændrer kursen væk fra den økonomisk ansvarlighed, som ifølge IA Ungdom blev bygget op i sidste regeringsperiode.

Sermitsiaq.AG er ved at indhente en kommentar fra medlem af Naalakkersuisut for finanser Vittus Qujaukitsoq.

Powered by Labrador CMS