personlige rådgivere

IA kræver revidering af omstridt cirkulære

- Personlige rådgivere giver politisk skævhed og tilgodeser Naalakkersuisut-partierne, siger Inuit Ataqatigiits Sara Olsvig

- I et system, hvor de enkelte partier generelt har få midler til politisk rådgivning, skaber dette en skævhed, som i meget stor grad tilgodeser Naalakkersuisut-partierne, siger medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig
Offentliggjort

Det såkaldte ’Cirkulære om ansættelse og aflønning af særlige rådgivere for medlemmer af Naalakkersuisut af 1. januar 2014’ har i den grad skabt debat.

Nu kritiserer medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig også cirkulæret, som Naalakkersuisut har fået udarbejdet, og som giver Naalakkersuisut mulighed for at udpege særlige rådgivere uden forudgående stillingsopslag, som der ellers skal være ved ansættelse af andre embedsmænd i selvstyret.

- I et system, hvor de enkelte partier generelt har få midler til politisk rådgivning, skaber dette en skævhed, som i meget stor grad tilgodeser Naalakkersuisut-partierne. Særlig i lyset af, at der også er både ministersekretærer og kan ansættes pressekoordinatorer efter opslag, som kan varetage mange af de samme opgaver - bortset fra at være partirådgivere, skriver Sara Olsvig i en pressemeddelelse.

Skaber afstand mellem pressen og Naalakkersuisut
- At have særlige rådgivere skaber samtidig en større afstand mellem pressen og Naalakkersuisut, og dermed også mellem befolkningen og landets regering. Det mener vi fra Inuit Ataqatigiit kan skabe et demokratisk problem, og vi sætter stort spørgsmålstegn ved, om en ordning direkte kopieret fra Danmark passer til grønlandske forhold.

- Vi kræver derfor, at cirkulæret revideres, og at vi får en generel debat om, hvilken form for ordning om brug af særlige rådgivere der passer til Grønland, samt om det overhovedet er hensigtsmæssigt for det grønlandske demokrati at have spindoktorer, skriver Sara Olsvig

Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammonds samlever, Tom Ostermann, blev på baggrund af cirkulære ansat som personlig rådgiver for nu tidligere naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Karl Lyberth. Da Karl Lyberth trak sig som naalakkersuisoq røg Tom Ostermann samtidig i henhold til cirkulæret.

Powered by Labrador CMS