IA-kandidat: Brug ressourcerne på folkeskolen i stedet for Majoriaq

Er vi ved at miste grebet om uddannelse? spørger Sofia Geisler

Offentliggjort

Uddannelsessystemet giver anledning til dybe rynker i panden hos IA-kandidat Sofia Geisler.

- Jeg er stærkt bekymret over, om vi har mistet grebet i forhold til at give samfundet et fundament gennem uddannelse, skriver hun i et indlæg.

Sofia Geisler peger på, at selvom der bliver brugt 700 millioner kroner på folkeskolen og 100 millioner kroner på Majoriaq og til elevstøtte, så er resultaterne beskedne. Næsten 16.000 personer mellem 25 og 64 har folkeskolen som eneste uddannelse. Økonomisk Råds rapport fra 2016 viser ydermere, at situationen stort set ikke er blevet bedre siden 2002.

På den baggrund mener Sofia Geisler, at man må overveje om de mange penge til Majoriaq er givet godt ud.

- Tiden er inde til at stille os det spørgsmål om ikke vi skal bruge de tilgængelige ressourcer på folkeskolen, med det mål, at de fleste af eleverne kommer ud af 10. klasse, klar til at komme videre i uddannelsessystemet, skriver hun

- Jeg mener, at tiden er inde til og revurdere om folkeskolen fungerer efter hensigten, om vi har fokus det hele menneske, og om det er hensigtsmæssigt at drive Majoriaq til millioner af kroner.

Hun kommer dog ikke i detaljer ind på, præcist hvordan hun vil få folkeskolen til at fungere bedre.

Samtidigt foreslår hun, at kommuner, folkehøjskoler i Sisimiut og Qaqortoq og relevante uddannelsesinstitutioner går sammen om et kompetenceløft til de 16.000, der kun har folkeskolen som uddannelse. Her vil hun også have undersøgt, hvilke udokumenterede kompetencer, der skjule sig i denne gruppe.

Powered by Labrador CMS