IA fortsætter boykot-kritik
Den massive kritik fortsætter mod Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond. - Vi beklager situationen og håber, Naalakkersuisut lærer med tiden, lyder det fra IA efter Arktisk Råd-boykot
Det førende oppositionsparti i Inatsisartut, Inuit Ataqatigiit, bruger ikke overraskende en yderst presset Naalakkersuisut-formands situation til at hælde mere brænde på bålet oven på Aleqa Hammonds beslutning om at boykotte sidste uges ministermøde i Arktisk Råd.
- Vi mener ikke, at Aleqa Hammonds beslutning var velovervejet eller klog. For det første tror vi ikke, at den vil skabe andet et skuldertræk fra de øvrige stater, som da også har udtalt, at vi må finde ud af det internt med Danmark, lyder det fra Maliina Abelsen og Sara Olsvig på vegne af Inuit Ataqatigiits medlemmer af Inatsisartut.
- Lad os finde en ordning, hvor vi sikrer, at både Danmarks, Færøernes og Grønlands stemme er tydelig, også på embedsmandsplan. Det må vi da kunne finde ud af at samarbejde om uden at boykotte store politiske møder.
- Vi vil anbefale Naalakkersuisut, at man søger opbakning hos sin arbejdsgiver Inatsisartut, hvis man ønsker at foretage sig drastiske handlinger på vegne af Grønland; at man søger dialog og indflydelse ved at repræsentere Grønland ved politiske møder, og at man forstår sin rolle og ikke skader landets mulighed for indflydelse, skriver Maliina Abelsen og Sara Olsvig blandt andet i en pressemeddelelse, hvor de ’beklager situationen og håber, Naalakkersuisut lærer med tiden’.
Samtidig fremhæver de to IA-politikere, at de ikke kan ’fortænke Atassut og Partii Inuit i at føle sig som ligegyldige støttekort til en enerådig formand’.
Læs "Koalitionspartnere overrasket"
Grønland skal være med
- I Inuit Ataqatigiits øjne tager man ikke en sådan beslutning (om at boykotte, red.) uden at have sit parlamentariske grundlag i orden, og man træffer ikke en beslutning om at boykotte Grønlands deltagelse ved så vigtige møder, når man ikke har afsøgt alle andre muligheder. Og det har Aleqa Hammond næppe efter kun en måned i stolen som formand for Naalakkersuisut, vurderer Maliina Abelsen og Sara Olsvig, som understreger, at IA er på lige fod med Naalakkersuisut i spørgsmålet om, hvorvidt Grønland skal sidde med ved forhandlingsbordet i Arktisk Råd.
Og at det gælder alle internationale fora, hvor sager som vedrører Grønland drøftes og forhandles om.
Forkert at boykotte
- Men vi er ikke enige i, at løsningen på Arktisk Råd-problemet er at sætte Grønlands arbejde i rådet i bero og dermed sætte os selv uden for indflydelse, og vi er slet ikke enige i boykottet af ministermødet, fastslår Maliina Abelsen og Sara Olsvig på vegne af Inuit Ataqatigiit.
Siumuts Aleqa Hammond boykottede ministermødet i svenske Kiruna for at presse Canada, så Grønland og Færøerne igen kan sidde med ved forhandlingsbordet sammen med Danmark, når der er møde i Arktisk Råd. Canada har nu overtaget formandskabet efter Sverige.
Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd