'Grønlands krise'

IA-formand: Vi skal selv rette op på Grønlands økonomi

Sara Olsvig tager det afslappet, at Dansk Folkeparti har indkaldt statsministeren til forespørgselsdebat om den trængte økonomiske situation i Grønland

Sara Olsvig, formand for Inuit Ataqatigiit
Offentliggjort

Som det kom frem tirsdag morgen, har Dansk Folkeparti valgt at rejse en forespørgselsdebat om det, som partiet betegner som ’Grønlands krise’. Det sker ifølge grønlandsordfører, Søren Espersen, på grund af de mange udfordringer som blandt andet ’det dramatisk stigende underskud på budgettet og den voldsomt voksende arbejdsløshed’, der har ramt Grønland.

Nyheden om, at Dansk Folkeparti med Venstre, Liberal Alliance og Konservative som medforespørgere har indkaldt statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, til at skulle besvare en masse spørgsmål, bliver taget med sindsro hos den grønlandske oppositionsleder, formand for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig, som undrer sig over indkaldelsen til forespørgselsdebatten.

Læs: DF om ’Grønlands krise’: Nødvendigt med dansk indgriben

- Beslutningskompetencerne på rigtig mange af de områder, som kan rette op på det (økonomien, red.) ligger i Inatsisartut, og det er også her, ansvaret ligger, siger Sara Olsvig til Radioavisen.

- Ansvaret ligger i Grønland. Det er os, der skal rette op på Grønlands økonomi og ikke Folketinget - det kan de simpelthen ikke, siger hun til KNR.

Sermitsiaq.AG har forgæves forsøgt at få en kommentar fra formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut.

Powered by Labrador CMS