angreb

IA: Folk er ved at miste tilliden til Naalakkersuisut

Ifølge medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Aqqaluaq B. Egede efterlyser vælgerne en tryg ledelse

- For Naalakkersuisut synes erobringen af magten at spille en større rolle end viljen til at indfri valgløfter, siger medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Aqqaluaq B. Egede
Offentliggjort

- Inuit Ataqatigiit følger fortsat den kurs, vi udstak i starten af denne valgperiode. Vi er i gang med at indfri vore valgløfter, samtidigt med at vi er opsat på at udmønte målsætningen om national enhed og tættere sammenhold i praksis. For Naalakkersuisut er rigtig godt i gang med at gøre det helt modsatte. Det viser den omfattende splittelse i befolkningen, der er et resultat af de seneste måneders førte politik.

Sådan skriver medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Aqqaluaq B. Egede.

Råstoffer, sprog og løftebrud
Ifølge ham er ’folk er ved at miste tilliden til Naalakkersuisut på grund af deres beslutninger om råstoffer og sprog, og ikke mindst på grund af deres løftebrud’.

- For Naalakkersuisut synes erobringen af magten at spille en større rolle end viljen til at indfri valgløfter. Koalitionen påstår igen og igen, at den fører en handlekraftig politik. Spørgsmålet er, om ikke denne handlekraft bliver udmøntet ved helt at afskrive befolkningens mening og ved at skabe splittelse. Vi har allerede set heftige sammenstød mellem forskellige holdninger i de måneder, koalitionen har stået ved roret, lyder det videre fra Aqqaluaq B. Egede.

Vælgerne efterlyser en tryg ledelse
- Det er grunden til, at der bliver flere og flere vælgere, der gerne ser Inuit Ataqatigiit tilbage som det ledende regeringsparti, som påvist af den seneste meningsmåling (i Sermitsiaq. red). Der er ingen tvivl om, at vælgerne efterlyser en tryg ledelse af landet. Ønsket om at vi i fællesskab løfter det selvstyrende Grønland har altid været der, uanset meningsforskelle. Jeg mener, at koalitionen helt har svigtet dette ønske. Dette kommer jo til udtryk ved de lejligheder, koalitionen har været splittet og stemt forskelligt, fremhæver Inuit Ataqatigiit-politikeren.

Aqqaluaq B. Egede mener, ’at det er kommet så vidt, at Siumuts medlemmer af Inatsisartut nu blot agerer stemmekvæg, da de står helt uden indflydelse og har blot at rette sig efter, hvad der bliver sagt’.

Læs hele meningsmålingen, som Aqqaluaq B. Egede referer til, i Sermitsiaq, der udkom 29. november. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS