Hurtig hjælp til børn har været under pres

Der var fem ubesatte stillinger i den nye fællesvisitation i Kommuneqarfik Sermersooq i foråret. Nu er man ved at være nede på to ud af 14

Offentliggjort

Det fremgik af en tidligere version, at der er fem ubesatte stillinger. forvaltningsdirektør Martha Lund Olsen har efterfølgende oplyst, at der om kort tid kun er to ubesatte stillinger. (red).

En ny fællesvisitation skulle garantere en effektiv behandling af børnesager. Nu viser det sig, at der har manglet medarbejdere til at løse opgaven. Det fremgår af dagsordenen for et møde i Udvalg for Økonomi og Erhverv holdt 14. august.

Notatet blev skrevet i foråret, hvor fem stillinger stod ubesat. Seneste status er tre stillinger, hvoraf den ene besættes snarest. Det oplyser direktør for børn og familie, Martha Lund Olsen til Sermitsiaq.AG.

Fællesvisitationen blev oprettet 9. april. Det skete efter en tilsynsrapport fra Socialstyrelsen var kommet en sønderlemmende kritik af behandlingen af børnesager i Kommuneqarfik Sermersooq.

Den nye visitation skulle sikre, at alle indberetninger om omsorgssvigt eller overgreb på børn bliver vurderet indenfor 24 timer.

- Vi opretter en specialiseret underretningsvagt i Nuuk. Det betyder, at borgere og fagfolk har én indgang at henvende sig via. Tidligere er underretninger kommet ind på alle mulige måder og til mange forskellige medarbejdere i kommunen, sagde direktør for børn og familie i forbindelse med oprettelsen af den fælles visitation.

Det fremgår ligeledes, at der omgående skal tages stilling til, hvorvidt det er nødvendigt at reagere akut.

- Ydermere sikrer det nye system to ting i Kommuneqarfik Sermersooq. At kommunen overholder alle tidsfrister for håndtering af underretninger i henhold til den nye lov om støtte til børn, og at alle underretninger i hele kommunen bliver behandlet systematisk og ensrettet.

Systematisk sagsbehandling har været udfordret

Men nu viser det sig altså, at det knebet med at leve op til målene hen over foråret.

- Den Fælles Visitation er imidlertid stærkt udfordret på medarbejderressourcer i udarbejdelsen af socialfaglige undersøgelser, hedder det i dagsordenen til økonomiudvalget.

Det fremgår, at det især er forebyggelsen og den systematiske behandling af sagerne, der har lidt under personalemanglen.

- En forudsætning for at kunne skabe systematisk sagsbehandling (og dermed bruge ressourcerne bedre og mere effektivt samt forebygge) er, at der kan findes de personalemæssige ressourcer.

Og nu skulle man altså været tæt på, fortæller Martha Lund Olsen.

- Med kun to ubesatte stillinger vil vi snart være tæt på, at kunne køre på fuldt kraft, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS