Handicaptalsmand afviser ”pengenød”

Handicaptalsmand Christina Johnsen fastslår, at det er misvisende at konkludere, at institutionen er i ”pengenød”. Det sker samtidig med, at hun oplyser, at en finanslovsbevilling på 2,5 millioner kroner ikke rækker til de opgaver, som loven foreskriver.

Handicaptalsmand Christina Johnsen mener, at det er misvisende at skrive, at institutionen er i pengenød. Derimod har hun ikke penge nok til at fuldføre alle de opgaver, som loven foreskriver.
Offentliggjort

Det er en overskrift i Sermitsiaq.AG mandag – ”Handicaptalsmand i pengenød” – der har fået handicaptalsmand Christina Johnsen til tasterne.

Artiklen bygger på et paragraf 37 svar, som er forfattet af Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender Anthon Frederiksen. I svaret bliver det oplyst, at man har afvist en tillægsbevilling til handicapinstitutionen.

Økonomisk råderum

Christina Johnsen oplyser i sin uddybende kommentar til redaktionen, at den gældende ”finanslovsbevilling på 2,5 millioner kroner ikke giver det økonomiske råderum til at udføre de mange opgaver som handicaptalsmandsloven pålægger handicaptalsmanden at udføre”.

Pengenød eller ej; handicaptalsmanden uddyber problemet med det økonomiske råderum således:

- Vi har på nuværende tidspunkt svært ved at gennemføre/fuldføre/udføre nogle af opgaverne, da vi ikke har økonomisk råderum til dette. Vi har for eksempel ikke råderum til besøgsrejser, som er meget vigtige og nødvendige til, at danne os et nødvendigt billede af handicapforholdene i vort store land, skriver Christina Johnsen i sin kommentar.

Børnetalsmand får fire millioner kroner

Hun tillader sig at lave en sammenligning med Børnetalsmands-institutionen, som efter hendes mening har det samme virke som Handicaptalsmanden og oplyser, at Børnetalsmanden siden dets fødsel har fået en finanslovsbevilling på lidt over fire millioner kroner.

- Af forarbejderne til vores tilblivelse, blev der i første omgang også estimeret, at et budget på fire millioner kroner per år ville være passende. Et budget svarende til Børnetalsmandens. Dette, mener vi, er et langt mere realistisk beløb end de 2,5 mio. som man endte med at bevilge os, oplyser Christina Johnsen, der ikke ønsker, at de lovbundne opgaver reduceres, men derimod ønsker sig et økonomisk råderum til at udføre opgaverne så effektivt og hensigtsmæssigt, ”så vi kan bidrage til at forbedre forholdene for personer med handicap. Noget som i den grad er tiltrængt”.

Mange henvendelser

Handicaptalsmanden uddyber sit ønske om flere penge med, at der er meget lidt organiseret viden omkring handicapområdet i Grønland.

- Vi mangler for eksempel stadig en del kortlægning over de handicappes vilkår i samfundet, og for at kortlægge kræver det til dels omkostningsfulde undersøgelser, fastslår talsmanden, der påpeger, at institutionen bruger megen tid på rådgivning. Siden marts har man modtaget over 100 henvendelser hvoraf nogle har været juridisk komplicerede.

Satser på finanslovsbevilling

Christian Johnsen oplyser, at man ud over ansøgningen om en tillægsbevilling i indeværende finansår, som er afslået, har ansøgt om at få forhøjet finanslovsbevillingen for 2019.

Powered by Labrador CMS