Grønlands jernalder kom fra rummet

For mellem 5.000 og 10.000 år siden bragede en meteor gennem atmosfæren over Nordgrønland. På sin vej gennem atmosfæren brækkede den flere meter store klump i mindre stykker, der blev spredt ud over indlandsisen og i havet ved Innaanganeq (Kap York halvøen) nær Qaanaaq.

Få tusinde år senere gav meteoritten anledning til, at en egentlig jernalder opstod i Grønland tre århundreder før, de islandske bønder bragte jernet og landbruget til landets sydlige dele.

Meteoritjern og hammersten
Der har stort set ikke været arkæologer i den del af Grønland tidligere for at undersøge meteorittens nedfaldssteder og de bopladser, der ligger i tilknytning dertil. Det blev der rådet bod på i august, da et hold geologer og arkæologer gik i land i området. Ambitionen med ekspeditionen var at få belyst, hvad der var af spor fra menneskets udnyttelse af meteoritterne. Som arkæologen Martin Appelt fra Nationalmuseet siger:

- Fundstederne har vi kendt, fordi det er store naturvidenskabelige objekter. Men historien om, at de har været hele områdets råstofkilde til jern, er gået i glemmebogen. For arkæologerne er det en fantastisk ressource at undersøge, fordi meteorjernet har en kemisk sammensætning, der gør, at det adskiller sig fra andre jerntyper. Derfor kan man vha. meteorjern påvise kontakter over enorme afstande og med relativt enkle metoder måle sig frem til, om et givet stykke jern langt ovre i Canada er meteorjern fra Kap York eller har en anden oprindelse. På den måde kan man stedbestemme meteorjern og se, at det er blevet handlet over store afstande, og vise, at meteoritterne fra Thule-distriktet har haft en betydning for hele det østlige Arktis som jernleverandører.

Læs: Jernmeteorit fra Qaanaaq rammer Nationalmuseet

Men før jernet kunne handles, måtte det forarbejdes. Det er her, stendyngerne kommer ind i billedet, fordi stenene har været brugt som hamre. Arkæolog Jens Fog Jensen fra Nationalmuseet siger:

- Der er blevet hamret til den store guldmedalje! Først har man slået et lille stykke af, og dernæst har smeden lagt stykket på en sten og gennembanket det, indtil det er blevet valset ud, har fået en skarp kant og er blevet endnu hårdere, så stykkerne kunne bruges som pilespidser og flænseknive.

Det var noget af en bedrift
Dyngerne af hammersten vidner om, at besøgende gennem århundreder har slæbt nye hammersten med til jernmeteoritterne, når de skulle udvinde jern til knive og harpunblade. Det er en bestemt type basalt, der har været brugt, og størrelsen af stenene varierer fra 40 kg og ned til noget, man kan holde i hånden.

De har sandsynligvis været brugt som både hammer og ambolt og er blevet brugt, til de flækkede. Arkæolog Mikkel Myrup fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har målt nogle af stendyngerne op med drone og vurderer, at dyngerne kan indeholde op til 70 tons hammersten, en vurdering Jens Fog Jensen er enig i.

En bedrift, ikke mindst når man tager i betragtning, at basalten skulle hentes 50 kilometer væk.

Jernhandel
Arkæologerne ved, at jernet bliver brugt fra midten af 700-tallet af Dorset-folket. Da inuit kommer til i 1100-tallet, overtager de handelen med meteorjern, der så bliver spredt over et endnu større område.

Martin Appelt mener, det har været en af årsagerne til, at Dorset-folket forsvandt, fordi det bidrog til, at deres sociale netværk og handelsforbindelser blev skåret over, og at inuit overtog og handlede det i stor stil og store mængder.

Der er blevet handlet så langt væk som halvvejs til Alaska. Sydpå i Grønland, i nordbo-områderne, er der fundet et enkelt stykke meteorjern, men den mest sandsynlige forklaring på dette er, at det har været handlet. Nordboerne har ikke selv været på lokaliteten.

En grådig inuit
Det var en blind passager, der først gjorde europæerne opmærksomme på de sælsomme sten på Kap York. I 1817 sneg grønlænderen Zakæus sig ombord på et britisk skib, der lå i Diskobugten.

Zakæus nåede ned til Skotland, lærte at tale engelsk mens han overvintrede og fik John Ross’ opmærksomhed, da denne i 1818 planlagde en ekspedition til Thule-området. Zakæus kom med på ekspeditionen som tolk, hvilket resulterede i, at Ross fik detaljerede oplysninger om meteoritterne, stednavnene, redskaber og hammersten.

Senere kom andre forbi for at hente meteoritterne. Robert Peary fjernede Ahnighito, Woman og Dog, der den dag i dag ligger på American Museum of Natural History, og Knud Rasmussen hentede i 1925 Savik til København. Ikke alle var dog lige heldige med deres transporter. Jens Fog Jensen fortæller om en inuit pendant til 'konen med æggene':

- Igennem generationer har de banket løs på den meteorit, der blev kaldt Woman, så den efterhånden lignede en surrealistisk skulptur. Nu får denne her inuit, der kommer nordfra ved bopladsen Etah, så banket et meget stort stykke af og beslutter, at han vil have det med sig hjem. Så slipper han for at tage turen de flere hunderede kilometer frem og tilbage flere gange. Han får bakset det hundredevis af kilo tunge stykke op på slæden, men på vej hjemover på isen, går isen i stykker og slæde, sten og hunde forsvinder i dybet. Han og familien når lige at redde sig op. Siden da vidste alle, at de kun skulle tage små stykker med sig.

Denne artikel er bragt efter aftale med e-magasinet Polarfronten og Videnskab.dk. Historien er oprindeligt fraPolarfrontenog er skrevet af Uffe Wilken