Grønland skal være førsteprioritet
Det danske forsvars vigtigste opgave skal fremadrettet være at sikre beredskabet i Arktis, lyder det fra Danmark
Det danske forsvar skal spare næsten tre milliarder kroner årligt fremover. Det har allerede nu udløst store politiske diskussioner i Danmark, der blandt andet fokuserer på ømtålelige kasernelukninger rundt omkring i landet.
Men Forsvaret skal prioritere skarpt – og førsteprioriteten skal være Grønland og Arktis, hedder det i dagens leder i Dagbladet Politiken:
- Frem for at lade det nye forsvarsforlig diktere af provinsiel sognerådspolitik, hvor kasernebyer kæmper fra hus til hus, og forsvarets fagforeninger spiller hinanden ud mod hinanden, må politikerne træde i karakter og løfte blikket mod de omvæltende forandringer, vores rigsfællesskab står over for mod nord. Forsvarets ressourcer skal prioriteres skarpt, meget skal nedlægges, og beredskabet i Arktis bør fremover være førsteprioritet, står der således i lederen, der fastslår, at et militært fokus dog ikke må føre til et våbenkapløb i Arktis.
- Ingen lande med søterritorier omkring Nordpolen har en interesse i at militarisere området, allermindst de to mindste lande, Danmark og Norge. At styrke beredskabet i Arktis handler derfor ikke om at starte et nyt våbenkapløb, men tværtimod om at sikre, at den øgede trafik af turister, containerskibe og mulige råstofudvinding ikke udvikler sig til netop væbnede konflikter.